Tobias Stadarfeld Jensen er uddannet jurist.
Han er opvokset på et kollektiv i Midtjylland og nu ansat som advokatfuldmægtig. Til daglig beskæftiger Tobias sig med sager om forhold i på psykiatriske afdelinger og i fængsler, straffesager og sager om påståede menneskerettighedskrænkelser. Han brænder for at give borgeren en retfærdig behandling i systemet, som ifølge Tobias i højere grad end tidligere synes at være parat til at gå til stregen, både for så vidt angår nationale retsprincipper, men også internationalt funderede og helt basale, demokratiske rettigheder.
Tobias har arbejdet i Europas menneskeretlige hovedstad, Strasbourg og er indehaver af hjemmesiden www.echr.dk, som omhandler praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Ifølge Politiken agter regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal ”gøre op” med menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil – den fortolkningsstil, der tillader domstolen at fortolke rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i nutidens kontekst. Særligt er det den retspraksis, der udspringer af artikel 8 om retten til privat- og familieliv, som gangser-bossen Gemi Levakovic påberåbte sig ved Højesteret, hvorved han undgik at blive udvist af Danmark.
BT var ikke sen med at udråbe den danske dommerstand som ”blødsøden”, fordi dommerne ikke egenhændigt gik på kant med konventionen i udvisningssager, men i nogle tilfælde lod tvivlen om mulig konventionskrænkelse komme den tiltalte til gode. BTs reaktion vækker minder fra Storbritannien, da en britisk domstol fandt, at udmeldelse af EU ikke kunne ske uden parlamentets godkendelse. BT mangler egentlig bare en lidt mere kreativ redaktør:
Sympatien for Levakovic-familien blandt befolkningen er at finde på et meget lille sted. Særligt fordi de i stort omfang ernærer sig ved offentlige ydelser og i et reality-show nærmest praler herom.
Hvis det stod til befolkningen, var der nok ikke den straf, der var hård nok til Gemi Levakovic. Ved at stille sig bag dette folkelige ønske om rigtig at få skovlen under denne mand, har regeringen fundet det folkelige momentum, den har ventet på, og ser sit snit til at bruge sit formandskab i Europarådet til at gøre op med menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil.
Det er denne fortolkningsstil, der har ført til, at menneskrettighedskonventionen ikke står og samler støv på en hylde i Strasbourg. Det er denne fortolkningsstil, der gør rettighederne effektive den dag i dag. Det er den fortolkningsstil, der blandt andet har ført til, at homoseksuelle må tjene i det britiske militær. At journalister i hele Europa har ret til at gengive andre personers holdninger uden at blive straffet. At mistænkelige dødsfald skal efterforskes effektivt af myndighederne, osv. osv.
Hvor er det derfor også sørgeligt, at det er kommet så vidt, at en dansk regering søsætter et projekt, der i sin enkelthed går ud på at begrænse menneskerettighederne.
For lige at understrege det én gang for alle, så er det disse rettigheder, der giver du og jeg, sort som hvid, høj som lav, en pamflet af rettigheder, som vi overfor magthaverne har mulighed for at påberåbe os. Det handler i sin kerne om forholdet mellem borger og stat.
Man skal være naiv for at tro, at det i en tid, hvor den politiske højrefløj har haft held med at gøre danskerne blinde af frygt og had, ikke skulle ske, at sådanne tiltag så dagens lys.
Det må umiddelbart give regeringen og Danmark som stat noget af et forklaringsproblem, når Saudi Arabien, Kina og Rusland kritiseres for at bryde med menneskerettighederne. Man må skulle forstå det således, at menneskerettigheder er en fornuftig ting, som andre stater bør rette sig efter. Godt er det, så længe menneskerettighederne ikke er til hinder for, at Danmark selv kan bryde med dem. Det klinger så hult, at genlyden må kunne høres helt til Kina.
Det formandskab i Europarådet, som Danmark efter en turnusordning får overdraget i 2017, skal således være springbrættet for, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention begrænses. Danmark har ifølge seneste statistik fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (perioden 1959 til 2015) i alt 14 menneskerettighedskrænkelser på samvittigheden, og ses i regi af Europarådet som en mønsterelev. Hvad jeg ikke ville give for at være fluen på væggen, når Danmarks renommé i Europas menneskeretlige højborg står til at blive splittet til atomer.
Lande som Rusland, Ungarn og Tyrkiet kan nu ånde lettet op, for Danmark (et af de 14 lande, der stiftede Europarådet og skrev menneskerettighedskonventionen) åbner nu for, at der er kan gøres op med menneskerettighedsdomstolens praksis, når den enkelte stat finder praksis urimelig. Hvordan mon det danske formandskab agter at håndtere Ruslands iver for at begrænse homoseksuelles rettigheder og mulighed for at udlevere fanger til tortur? Hvordan mon Tyrkiets fantasier om dødsstraf bliver modtaget? Og hvordan mon Aserbajdsjans forslag om frit at kunne fængsle kritiske journalister og oppositionspolitikere bliver taklet?
For selvfølgelig vil disse lande ikke acceptere ændringer uden selv at få noget med i handlen. Det siger sig selv.
Legitimt er det for så vidt at ønske sig en ændret retsstilling i artikel 8-sager, men den skade, som menneskerettighedssystemet som helhed – og derved rettighederne for borgere i alle medlemsstater - risikerer at undergå, kan være uoprettelig.
Al denne virak fordi danerne ønskede at udvise en kroatisk statsborger, som i stedet fik lov til foreløbigt at blive i landet hos sine børn.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.