Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
JEG ER BLEVET INSPIRERET til at skrive dette blogindlæg om stress, fordi mine kollegaer og jeg på Lindegården havde et fællesmøde for cirka en uge siden. Det var en opfølgning på strejken i maj måned. En kollega rejste sig op og sagde: ”Jeg er bange for, at jeg pludselig selv går helt ned med flaget. Jeg er bange for ikke at stoppe i tide. Jeg er bange for ikke at opdage, hvornår jeg skal stoppe, fordi jeg tror ikke mere, at jeg selv kan mærke, hvornår det er nok.”
Jeg selv begyndte at græde, da jeg rejste mig op og fortalte, hvordan jeg oplever, at vi ikke er nok mennesker på arbejde. Og hvordan jeg synes, det er umuligt at nå hele vejen rundt om den enkelte beboer.
Jeg er på en arbejdsplads, hvor jeg hver dag oplever, at mine kollegaer og jeg skal løbe rigtig stærkt, og alligevel føler jeg ikke, at jeg når det, jeg skal. Det er en arbejdsplads, som har været udsat for det allerværste, der kan ske - en kollega blev dræbt. Men det er også en arbejdsplads, hvor vi var pressede før den tragiske hændelse. Og efterfølgende har det været en turbulent tid. Der er kollegaer, der er sygemeldte, og kollegaer, der er holdt op. Nogle af dem har fundet nyt job, men der er også nogle, der er stoppet uden at have noget andet, fordi de bare ikke ville mere.
MEN HVORNÅR ER DET STRESS? Tør man fortælle sin leder, når man mærker symptomer på stress? Hvornår er det for sent at stoppe op? Og hvornår er det at man pludselig er helt derude, at man ikke kan mere?
I 2007 gik jeg selv ned med stress. Jeg arbejdede i en vuggestue, hvor jeg var afdelingsleder, og der var mange dage, hvor vi ikke var personale nok på arbejde. Dengang prøvede jeg at få lederen til at forstå, at vi simpelthen ikke kunne udføre den arbejdsopgave, han gav os, ud fra de vilkår, der var.
Der blev tilført en smule ressourcer, men stadig ikke nok. Hver dag pressede jeg mig selv til det yderste, men alligevel følte jeg, at jeg gentagne gange i løbet af en dag, måtte gå på kompromis med min faglighed. Det hele endte en morgen. Jeg vågnede og begyndte at græde, og jeg kunne slet ikke stoppe. Fra den dag kom jeg aldrig på arbejde i den institution mere. Jeg blev fyret, da jeg havde været sygemeldt i tre måneder og valgte at søge et helt andet arbejde.
JEG SÅ IKKE TEGNENE. Eller gjorde jeg, men turde bare ikke sige det højt, fordi jeg ikke ville virke ”svag”? Og er stress et tegn på svaghed? Det troede jeg, og jeg var bange for konsekvensen af at sende et signal til min ledelse og mine kollegaer om, at jeg ikke kunne magte mit arbejde.
Så selv om der bliver talt meget om arbejdsmiljø og stress i medierne, og selvom der er kommet fokus på de faktorer, der stresser, så oplever jeg, at det er tabu, at man selv fortæller om, at man er bange for at de symptomer, man har, er tegn på stress!
Da jeg besluttede mig for at skrive dette blogindlæg, blev jeg bange for, hvilket signal jeg sender, hvis jeg siger, at jeg overvejer, at det at jeg er grådlabil, betyder, at jeg skal passe på. Hvad hvis jer, der læser dette indlæg, tolker det som om, at jeg siger, at jeg har stress? Hvad hvis jeg får skudt i skoene, at det er fordi jeg laver for meget i min fritid, at alt det med min blog og mine opråb til politikerne, er skyld i at jeg føler mig presset? Jeg selv er nået frem til, at jeg har en helt normal reaktion oven på den traumatiske oplevelse det har at været at opleve, at en kollega blev slået ihjel på min arbejdsplads.
Så selvom vi i Danmark er blevet bevidste om symptomerne på stress, og hvad der kan give stress, er vi så nået dertil, hvor det er legalt, at man står ved sine svage sider? Og stå ved dem uden at blive betragtet som en, der ikke er stærk nok til at magte sit arbejde? Eller er det altid de personer, der kan klare spidsbelastningerne, som vi ser op til, og som bliver belønnet på arbejdsmarkedet?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.