Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
TERRORANGREBET I LONDON har kostet liv og førlighed og sat dybe ar i sjælen på mange, der bare var på vej til eller fra arbejde. Blandt de mange er der en dræbt politimand, og han bliver hyldet. Med god grund.
Alle begræder betjenten. Med god grund. Vi hører om hans alder, familieforhold og børn. Forfærdeligt at tænke på.
Hver eneste dag, året rundt, går helt almindelige mennesker rundt og sørger for at holde hjulene i gang. De går på arbejde i Nairobi, Sydney, Oklahoma, Kansas City, Berlin, Madrid, London, Nice, Paris, Bruxelles, Rom, Islamabad, Bagdad, Homs og millioner af andre byer over hele verden. Milliarder af mennesker, som fungerer helt uden tanke på den terror, der rammer så sporadisk, men altid uventet.
Disse mennesker fortjener en hyldest.
Hver eneste dag.
DER ER FORÆLDRE, som stadig græder over tabet af deres børn, børn der græder over tabet af forældre, kærester, ægtefæller, venner, kolleger … og alligevel: Hver dag er de på arbejde igen. Men for verden forbliver de numre. Vi får billeder, navn, detaljer, når det handler om betjente og soldater, men kun tallene, når det er hverdagens helte, dem som aldrig giver op.
De mange der hele tiden holder hjulene i gang. De er heller ikke disse helte, der er beskyttede med bodyguards, afspærringer, sikrede biler, militær og så videre. Det er disse mennesker, der går på Strøget i København og kan se at afspærringerne og sikringen af Synagogen i Krystalgade er massiv og ser rimelig effektiv ud. Det er disse mennesker, der kan se, at den afspærring som skal forhindre angreb som dem i Nice, Oslo, Berlin og London kan ske i København. De kan dagligt se at spærringerne er nytteløse – skubbet til side, så lastbiler kan komme uhindret igennem!
HELTENE ER DE MANGE milliarder mennesker verden over, som ikke lader sig kue af truslerne, men det er aldrig dem, der bliver nævnt. Vi mindes faldne soldater, men aldrig faldne civile.
Allerede i dag er der mange mennesker, der tager på job i London, nogle brokker sig måske endda lidt ekstra over besværet med at komme frem, og nogle kom sent hjem i aftes på grund af trafikkaos i Londons centrum, men de er der. De passer deres pligter. De sørger for at vore børn bliver undervist. De sørger for pleje til de syge, de sørger for mad på hylderne, de sørger for at bus, tog, taxaer og fly er i gang. De sørger for, at vi lever videre, og de sørger i højeste grad for, at terror i virkeligheden er så skide ineffektiv, som den er.
LIVET FORTSÆTTER, men nogle blødte for det. Nogle døde for det, og nogle efterladte sidder med sorg og smerte tilbage. Sorg og smerte som nok aldrig forsvinder. Jeg kan kun prøve at forestille mig, hvordan det ville være at miste mine børn eller nærmeste, men jeg har ikke skyggen af mulighed for at føle bare et lille bitte prik af det ofrene må lide sig gennem.
Jeg hylder ofrene. Jeg hylder de milliarder, der dagligt fortsætter og sørger for at vi ikke går under. Jeg hylder de mange, der ikke lader sig kue – uanset hvor stor smerten er. De og vi fortjener væsentligt mere end at være ”40”, ”83” eller ”168”.
Forældrene til de dræbte børn i Oklahoma græder sikkert stadig fra tid til anden, men de fleste af dem har de sidste 22 år også passet deres daglige dont. De er helte på lige fod med betjente og soldater … måske endda større.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.