To tredjedele af blå bloks vælgere mener, at Dansk Folkeparti bør træde ind i Løkkes regering. Det skriver BT søndag på baggrund af en måling, som Gallup har foretaget for avisen.
63 procent af blå bloks vælgere vil have DF og Kristian Thulesen Dahl i regering, og det er ifølge målingen især Venstres vælgere, 68 procent, som peger på Thulesen Dahl og hans folk.
- DF er det store støtteparti i blå blok, så det ville på alle måder have været rarest at have dem inde i teltet i stedet for udenfor. Der er forskel på, om folk står indenfor i teltet og pisser ud, eller om de står udenfor og pisser ind. Jeg er slet ikke i tvivl om, at langt hen ad vejen ville det have været ønskværdigt - også med Venstrebriller - at have Dansk Folkeparti inde i teltet. Så kunne man få tingene gennemført, siger Søs Marie Serup, politisk kommentator på BT og tidligere særlig rådgiver for statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Men Kristian Thulesen Dahl mener, at han og Dansk Folkeparti sidder fint, der hvor de sidder. Der er indflydelsen størst.
- Jeg kan ikke se, at vi kunne sidde i en mere gunstig position, end vi sidder i nu. Forlader vi den position for at gå i regering? Nej, det er min vurdering, at vi har mest indflydelse udenfor, siger Kristian Thulesen Dahl, der gennem den seneste tid har flirtet med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.
Han melder dog klart ud, at hvis Dansk Folkeparti får samme opbakning fra vælgerne ved næste folketingsvalg, så siger partiet tak for tilliden og går i regering.