Da Mads Langer lørdag aften modtog prisen som "Årets Danske Mandlige Kunstner" og for "Årets Danske Popudgivelse" ved uddelingen af Gaffa-Prisen i Odenses nye kultur-mekka, Odeon, benyttede han lejligheden til at lange ud efter statsminister Lars Løkke Rasmussen.
I sin takketale revsede han regeringens uddannelsesloft og "udryddelse af sabbatåret", skriver DR.
- Det er ikke dét, der har skabt ambassadører ude i verden som MØ og Lukas Graham, sagde Mads Langer og fortsatte til stor jubel for salen:
- Sabbatåret har givet typer som mig og andre kunstneriske sjæle ro, styrke, tid og mod til at finde ud af, om man tør en karriere med musik eller andre kunstneriske udfoldelser, sagde Mads Langer blandt andet.
- Jeg har seks års SU, som jeg gerne vil dele med dig, Lars Løkke. Du må få dem til en uddannelse i medmenneskelighed, sagde han.
Han mente samtidig, at det er vigtigt at de kolleger, som har opnået og fået en platform, også taler fra den og bruger deres stemme, hvis de har noget på hjerte.
Han fik opbakning fra veteranen Annisette fra bandet The Savage Rose. Hun modtog "Gaffas Specialpris".