Beruset 35-årig mand er anholdt efter overfald i lejlighed

Krimi
Overfaldet skete i den 52-åriges lejlighed på Spangsbjerg Kirkevej i Esbjerg sent onsdag aften (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

En 52-årig mand er blevet indlagt på hospitalet efter at være blevet overfaldet i sin egen lejlighed.

En 35-årig mand er blevet anholdt efter at have slået en 52-årig mand i ansigtet flere gange.

Overfaldet skete i den 52-åriges lejlighed på Spangsbjerg Kirkevej i Esbjerg sent onsdag aften, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Henrik Sønderskov.

- De to har siddet sammen i lejligheden, hvor den 35-årig blev sur og tildelte den anden en hel del slag, siger Henrik Sønderskov.

Den 52-årige anmeldte selv episoden omkring klokken 23.45 og er blevet kørt på skadestuen. Hans tilstand er ukendt, siger vagtchefen.

Den 35-årige er ikke blevet afhørt endnu, da han er beruset.

Manden bor ikke i Danmark, og politiet har endnu ikke taget stilling til, om han skal fremstilles, siger vagtchefen.

/ritzau/