Godt et år efter at de pink-klædte Margot Robbie og Ryan Gosling løb over lærredet i en umiddelbart perfekt Barbie-verden, er det endnu engang tid til at sætte Barbie-dukken i spotlightet.
Denne gang er det dog i en mindre glamourøs kontekst.
En ny rapport fra den uafhængige amerikanske organisation China Labor Watch viser, at den ikoniske dukke produceres under kummerlige kår på Chang’an Mattel, en fabrik i Dongguan i Kina.
Det skriver Danwatch lørdag.
De nye oplysninger gør et dybt indtryk hos flere danske pensionsselskaber, som ifølge Danwatch’ research i alt har investeret 16,6 millioner kroner i Barbie-virksomheden.
“Vi tager sager, som er forbundet med brud på arbejdstagerrettigheder, alvorligt”, lyder meldingen fra Vellivs pressechef, Mikkel Bro Petersen, i en mail til Danwatch.
Velliv har investeret otte millioner kroner i virksomheden.
Hos AkademikerPension, der har investeret 4,65 millioner kroner i Mattel, siger ESG-chef, Troels Børrild, at man “er dybt bekymret” over endnu en rapport fra China Labor Watch vedrørende arbejdsvilkårene på Mattels fabrikker.
“Vi tager denne sag meget alvorligt og er i dialog med Mattel gennem vores dialogpartner.“
Rapporten afslører et arbejdsmiljø formet af mobning, overarbejde som overskrider lokale love, dårlige lønninger, sundheds- og sikkerhedsproblemer, blot for at nævne nogle. Bare i det tidsrum hvor fabrikken blev gransket, fandt to arbejdsulykker sted inden for én uge. To ulykker, som begge resulterede i, at medarbejderne fik dokumenteret knoglebrud i deres lægejournaler.
Og særligt de kvindelige medarbejdere er udsat i dette miljø, som også byder på seksuel chikane, kønssegregering og underrepræsentation af kvinder i lederpositioner. Læg dertil de manglende muligheder for at organisere sig i fagforeninger og manglen på arbejdstagerrepræsentation.
Alt sammen til en timeløn på mindre end 15 kroner.
Rapporten vidner om, at fabrikken krænker FN’s internationale regler for arbejdsforhold, lokale love om arbejdsrettigheder og Mattels egen leverandørkodeks.
Det er ikke første gang, at China Labor Watch har fremlagt en kritisk undersøgelse af selvsamme fabrik, og for fire år siden lovede Mattel at foretage en “gennemarbejdet undersøgelse” af anklagerne.
Fra Mattel lyder det nu, at de påtager sig ansvaret for at sikre arbejdsforholdene - også blandt deres leverandører.
I en mail til Danwatch skriver virksomheden, at den bruger “betydelige ressourcer” på at sikre deres medarbejderes velbefindende. De skriver, at virksomheden gennemfører regelmæssige revisioner af deres produktionsfaciliteter “for at sikre, at standarderne for deres arbejdspladser overholdes”.
Hvorfor det på trods af “betydelige ressourcer” og regelmæssige revisioner ikke er lykkedes at sikre arbejdsforholdene, svarer virksomheden dog ikke på.
Danwatch