Den 2. juni 1942 blev Christian Frederik Schalburg ramt af en granatsplint i panden under et voldsomt angreb ved Østfronten. Han døde som soldat for Hitler.
Ingen var i tvivl om, at denne mand var en berygtet nazist i Danmark under besættelsen. Han var en ledende figur i det danske nazistparti, talte om racerenhed og lagde efter sin død navn til Schalburgkorpset, der likviderede modstandsfolk.
Alligevel deltog kong Christian X.s bror, prins Harald og hustruen prinsesse Helena i hans mindehøjtidelighed side om side med den danske statsminister og udenrigsminister.
400 gæster var samlet i Odd Fellow-palæet i København, hvor sorte og hvis draperier smykkede salen. På begge sider af en tribune blussede ild fra store offerskåle, mens et militærorkester spillede Beethovens sørgemarch Eroica.
»Det officielle Danmark stimlede sammen til mindehøjtideligheden for Danmarks største landsforrædder,« fortæller historiker Mikkel Kirkebæk.
I dag, mere end 60 år senere, står han bag den til dato mest omfattende forskning om Christian Frederik Schalburg. Tre år har han brugt på at grave sig ned i Rigspolitiets efterretninger, arkiver i Tyskland, England og herhjemme. Mikkel Kirkebæk har hevet Schalburgs gamle dagbøger og breve frem af støvet og gransket dem så nøje, at han 6. maj udgiver bogen ’Schalburg – en patriotisk landsforræder’.
En bog, der blandt andet løfter sløret for topnazistens tætte forhold til adskillige medlemmer af den danske kongefamilie.
Opvæksten
Christian Frederik Schalburg lærte kongefamilien at kende gennem den russiske zar-familie, som søgte tilflugt hos det danske kongehus, efter den blev kuppet i 1917. Kuppet fik også afgørende betydning for Schalburg-familien, der før kuppet havde levet en priviligeret tilværelse som adelige i Rusland.
Oprørerne voldtog den unge Schalburgs mor, og i kampene døde flere familiemedlemmer. Schalburg-familien flygtede til Danmark.
»Pestbaciller« kaldte den unge Schalburg derefter jøderne, som ifølge ham var et ondt, hemmeligt imperium, der havde opfundet kommunismen for at smadre og kuppe Rusland.
»Schalburg svor hævn. Han så hele sin verden styrte i grus, og det blev et springende punkt i hans liv,« fortæller Mikkel Kirkebæk.
Zarfamilien og familien Schalburg blev tæt knyttet i Danmark, og igennem zar-familien blev Schalburg også nær ven af flere danske kongelige.
I 1935 udnævnte kong Christian X. ham personligt til kammerjunker med hilsenen »os elskelig«.
Som vagthavende officer spiste Schalburg ofte med den danske konge, og han gik til private fester hos kongens brødre, prins Gustav og prins Harald. Forholdet var så tæt, at prins Gustav og Kejserinde Dagmars datter, storfyrstinde Olga, senere stod fadder til hans søn.
»Men selv om han var blevet lykkelig gift og var meget afholdt i kongefamilien, var hans livsmission om at tage hævn stadig ikke opfyldt,« fortæller Mikkel Kirkebæk.
Karismatisk karakter
Når kongehuset holdt så meget af den unge Schalburg, skyldtes det, at han var et vindende væsen. Kvinderne kastede lange blikke efter ham, og hans underordnede i hæren beundrede ham for hans fædrelandskærlighed. En soldat skrev ligefrem, at »der stod et lys om ham.« I militæret skånede Schalburg aldrig sig selv, men gik forrest - også når det var hårdest.
Schalburg var veltalende og smuk med sit lyse hår, falkeblikket og de høje kindben. Han skrev lidenskabelige kærlighedsdigte til sin kone, og købte hende dyre gaver, selv om familien var ludfattig. Han var også »en forfærdelig snob«, der selv indføjede et von i sit navn, selv om han blot var døbt Schalburg.
»Schalburg var som adelig vokset op med troen på, at fornemt blod ikke skulle blandes. Sammen med sit jødehad og sin indædte modstand mod kommunisterne, passede hans værdier derfor utrolig godt med nazisternes,« siger Mikkel Kirkebæk.
Nazi-sympatier
I begyndelsen af 1930"erne meldte Schalburg sig ind i stærkt højrenationale bevægelser, der var støttet af den tyske efterretningstjeneste, Gestapo. I 1938 kom han ind i det danske nazistparti, og året efter blev han landsungdoms-fører i partiet.
»Men Schalburg var stadig deprimeret. Han havde endnu ikke været ude og bekæmpe kommunister og jøder. For Schalburg var kommunismen en afart af jødedommen, der truede med at overtage verden, og han blandede hele tiden de to begreber sammen,« fortæller Mikkel Kirkebæk.
Da Finland blev invaderet af Rusland i 1939, fandt Schalburg endelig den kamp mod kommunisterne, han havde ventet på siden familiens flugt i 1917.
Schalburg meldte sig frivilligt til at deltage i krigen på finnernes side.
Hans venner og familie bakkede ham stolte op, og fra kongefamilien var der stor forståelse for, at han drog af sted. Kongens bror prins Gustav skrev i et afskedsbrev, at han ville savne ham, og takkede for det »aldrig svigtende venskab«, og dronning Margrethes bedstemor, dronning Aleksandrine, sendte ham en kærlig afskedshilsen. På det tidspunkt havde han gennem to år været topnazist i Danmark og udtrykt rabiate holdninger offentligt.
»Kongehusets venskab til Schalburg og den store beundring for ham var upåvirket af, at Schalburg på det tidspunkt var dansk topnazist,« fortæller Mikkel Kirkebæk.
Da Schalburg tog afsted, overlod han sin lille søn i storfyrstinde Olgas varetægt. De holdt tæt brevkontakt, og i et af brevene fra Olga, står der om sønnens tid hos hende:
»Sascha (sønnens kælenavn, red.) tegnede hagekors overalt. Nu finder jeg dem på mine papirer.«
Schalburg drog altså ikke i krig som forhadt og forskruet ideolog, men som en afholdt ven.
Men opholdet i Finland gik ikke, som Schalburg havde håbet. De frivillige, danske soldater nåede aldrig i kamp.
Til gengæld begyndte en anden krig.
Besættelsen
Den 9. april 1940 klokken 4 om morgenen indledte Tyskland sit militære angreb på Danmark. Den danske regering overgav sig mindre end to timer senere.
For Schalburg var det et chok. For ham var det uforståeligt, at Danmark ikke forsvarede sig selv. Når Schalburg, selv om han var nazist, blev ulykkelig over budskabet om besættelsen, var det, fordi han mente, at de danske politikere og hæren havde opført sig som kujoner ved bare at opgive kampen om fædrelandet.
Da Schalburg hørte budskabet, græd han »som en mand, der lige havde mistet sin mor,« som en af soldaterne omkring ham senere skrev.
»Schalburg røg ud i en enorm livskrise. Om så København skulle bombes i stykker, burde fædrelandet ifølge Schalburg have forsvaret sig, uanset hvem fjenden var,« fortæller Mikkel Kirkebæk.
Men det var langt fra det eneste. I Danmark slog de fleste venner hånden af ham, fordi han som nazist fra nu af blev kædet sammen med besættelsesmagten.
Schalburg begreb det ikke. Han havde i årevis haft de holdninger, der nu fik folk til at vende sig væk fra ham.
»Han ville væk fra Danmark, hvor regeringen ifølge Schalburg var feje »bløddyr,« og fra vennerne, der ikke længere ville hilse på ham og hans kone,« siger Mikkel Kirkebæk.
De ledende medlemmer af kongehuset tog også afstand fra ham, men storfyrstinde Olga blev ved med at betragte ham som en søn. Kongens bror prins Harald og hustruen prinsessen Helene forblev også loyale.
Dybt ulykkelig over hærens og politikernes manglende kamplyst, drog Schalburg i september 1940 til Berlin, hvor han gik ind i Hitlers elitekorps, Waffen-SS.
»Så var der ingen vej tilbage. Fra det tidspunkt udviklede Schalburg sig til en af de mest glødende nazister, vi har set i Danmark,« siger Mikkel Kirkebæk.
Krigen
Fra fronten skrev Schalburg i 1941 hjem til nazi-avisen Fædrelandet , at han glædede sig over, at den tid var forbi, »hvor germansk blod gik tabt i jødiske ægteskaber«. Schalburg hævdede stolt, at Tyskland var grund til, at Europa ikke var »oversvømmet af negre, jøder og underverdensmennesker.«
Hurtigt fik Schalburg som den første dansker den tyske hædersmedalje, Jernkorset. Schalburg skrev straks til kong Christian X. og bad om lov til at bære korset uden på sin danske uniform. Tilladelsen blev givet.
Til danske aviser talte han varmt for racens renhed og jødernes dårligdomme.
I Fædrelandet skrev Schalburg senere, at hans inderste ønsker var opfyldt:
»Nu går en flok danske nationalsocialister frem til kamp mod jøden.«
»Schalburg fandt endelig mening i sit liv. Han glædede sig over kampene ved fronten, og han førte krig med en hidtil uset voldsomhed og dristige operationer,« fortæller Mikkel Kirkebæk.
Schalburg avancerede da også lynhurtigt i det tyske militær og blev leder af Frikorps Danmark, der bestod af danske mænd, der frivilligt kæmpede under Hitlers faner ved Østfronten.
Men det varede ikke længe. Den 2. juni 1942 døde Christian Frederik Schalburg. Flere af hans venner havde vendt ham ryggen i takt med, at han blev stadig mere opslugt af nazismen. Men i hans egne øjne gjorde han det af kærlighed til fædrelandet.
»For mig var det en stor overraskelse, at Schalburg faktisk var en afholdt person. Den kollektive erindring i Danmark har gjort ham til den største landsforræder til dato. Han hadede jøder, var glødende nazist og trak i besættelsesmagtens uniform. Derfor er betegnelsen berettiget. Men det er også vigtigt at huske på, at selv det ondeste har menneskelige sider i sig,« siger Mikkel Kirkebæk.
’Schalburg- en patriotisk landsforrædder’. Mikkel Kirkebæk. Gyldendal. 511 sider. 399 kroner. Udkommer 6. maj.
Født 1973
Uddannet historiker fra Roskilde Universitetscenter
Har de seneste tre år været tilknyttet Det Kongelige Biblioteks forskningsafdeling under arbejdet med bogen om Schalburg