Debatten om opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid handler først og fremmest om de fortolkninger eller misforståelser, som opstod i kølvandet på hendes udtalelser i forskellige medier.
Derimod er det ikke et problem, men helt fint, at Asmaa er troende muslim, når bare hun sørger for at holde sin tro adskilt fra det politiske. Vi kan i Enhedslisten have folketingskandidater, der er muslimer, kristne, jøder, ateister o.s.v.
Troende mennesker kan være gode socialistiske demokrater. Det kender vi fra bl.a. de katolske lande. No problem. Men det skabte altså berettiget bekymring hos en del af venstrefløjens vælgere, at der opstod fortolkninger af Asmaas holdning til kvindefrigørelse, dødsstraf, væbnet kamp i Irak, seksuelle mindretals rettigheder m.v.
Det er jo fint, hvis Asmaa har overbevist Simon Andersen om, at der ikke er noget at komme efter, når det gælder hendes holdninger til disse grundlæggende spørgsmål. Men det ændrer ikke, at flere af hendes udtalelser – eller pressens udlægninger af disse udtalelser – gav anledning til manglende tillid mellem Enhedslisten og mange vælgere.
Jeg tror ikke, at det er Asmaa’s tro eller hendes tørklæde, der har skabt denne kløft. Men tillidskløften er der altså – uanset hvem der har skylden – og den skal overvindes inden det kommende folketingsvalg, så vi kan være sikre på, at der er EL-mandater nok til at vælte VK-regeringen.