Mange borgere, som sendes i ressourceforløb, tror ikke selv på, at de kan noget. De er ikke motiverede, og det er svært at få dem til at tage ansvar for deres egen situation.
I dag udgiver Det Nationale Center for Velfærd (SFI) en rapport, der evaluerer ressourceforløbene. En af de største udfordringer er borgernes motivation, lyder en af konklusionerne i rapporten.
- Nogle af de mennesker tænker, jeg kan dybest set ingenting. Derfor kan det være rigtigt svært for sagsbehandleren at få dem til at tro på, at de godt kan, siger seniorforsker ved SFI, Helle Holt.
Mange år i systemet
Noget af det afgørende for, om et ressourceforløb bliver en succes eller en fiasko er netop, om det lykkes sagsbehandleren at motivere borgeren og at få dem aktivt inddraget i forløbet. Men det kan være svært, hvis borgeren har været i mange år i systemet og er vant til at det er sagsbehandleren, som styrer tingene, forklarer Helle Holt.
Ressourceforløb blev indført i starten af 2013 og har til hensigt at hjælpe arbejdsløse, som har komplekse problemer, tilbage til arbejdsmarkedet, hvor de tidligere ofte endte på førtidspension.
Syge i sengepraktik
Rapporten fra SFI er den første evaluering af sagsbehandleres og borgeres erfaringer med ordningen.
- I de sager, vi har undersøgt, kan vi se, at det betyder meget at borgerne føler sig lyttet til og taget alvorligt. Mange af dem har været igennem andre forløb før, og hvis de får indtryk af at det her bare er 'business as usual', mister de entusiasmen. Det er vigtigt, at de oplever, at det her er noget helt andet, hvor de også selv har indflydelse på forløbet, siger Helle Holt.
Ordningen har mødt en del kritik, blandt andet efter medierne har fortalt om sager med meget syge mennesker, der bliver sendt i sengeliggende praktik. Andre er skuffede, fordi de havde håbet på en førtidspension eller et fleksjob.
Men der er også nogle, som oplever ressourceforløbet som noget positivt, og her betyder tillid, tryghed og medindflydelse meget, siger Helle Holt.
Sagsbehandleren har alligevel magten
Et problem er dog, at selvom borgeren selv skal have indflydelse på forløbet, er det i sidste ende sagsbehandleren, som bestemmer. Borgeren kan derfor opleve, at selvom man kan sige nej til et tilbud kan det få konsekvenser - for eksempel ved at de så senere kan få at vide, at de ikke er færdige med at blive udredt, fordi de har sagt nej til noget.
En anden ting, der skaber utryghed for borgeren, er uvisheden. Et ressourceforløb kan vare mellem et og fem år med mulighed for forlængelse.
- Nogle borgere synes, at det er uendelig lang tid at gå og vente på en afklaring, og har en oplevelse af, at de ikke ved, hvor det ender. Men andre oplever, at der i ressourceforløbene netop er mere fred og ro end de er vant til i beskæftigelsessystemet, siger Helle Holt.
Kan man motivere sig ud af sygdom?
Nu siger du, at borgerens motivation er afgørende for forløbets succes. Hvorfor?
- Det er jo fordi formålet er, at de på lang sigt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Og der kan vi se, at hvis de først kommer over den første 'hurdle' og selv kan se, at de rykker sig lidt og får det bedre, så er det tit i sig selv motiverende.
Men der er vel også nogle, som er meget syge. Det er vel ikke alle sygdomme, man kan motivere sig ud af?
- Nej, helt sikkert ikke. Man kan ville nok så meget, men i nogle tilfælde kan man bare ikke. Og der er det vigtigt, at sagsbehandleren er dygtig til at se, om der er en arbejdsevne eller ej, for det er jo også en mulighed, at et forløb ender med en førtidspension. Men i de tilfælde kan et forløb også være gavnligt, fordi det betyder, at borgeren bliver mere selvhjulpen og derfor får større livskvalitet i tilværelsen som førtidspensionist.
Undersøgelsen er kvalitativ og bygger på interviews med 12 sagsbehandlere, 6 ledere og 16 borgere, som har erfaring med ressourceforløb, fordelt på 4 kommuner.
Resultaterne er derfor ikke repræsentative, men kan sige noget om, hvordan borgere og sagsbehandlere oplever forløbene, og hvilke udfordringer, der er.