Tømrer, industriarbejdere og lastbilchauffører er langt hårdere ramt af krisen end direktører, læger og ingeniører.
Faktisk har krisen ramt arbejderklassen seks gange så hårdt som overklassen. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, der har gennemført en analyse af arbejdsløsheden blandt forskellige klasser for Ugebrevet A4.
Analysen viser tydeligt, at krisen rammer skævt, fortæller chefanalytiker Jonas Schytz Juul fra AE.
- Der er stor ulighed i, hvor usikkert ens job er. Under krisen har arbejderne simpelthen større risiko for at ryge ud af arbejdsmarkedet, siger han og forklarer, at udviklingen blandt andet skyldes, at mange arbejdere er ansat i virksomheder, som er blevet hårdt ramt af krisen.
Men det er ikke kun krisen, der rammer arbejderklassen på jobbet. De højere klasser bærer også en del af skylden, forklarer flere af de eksperter, Ugebrevet A4 har talt med. Professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen siger:
- Når der er høj ledighed, opstår der ofte det, man kalder gøgeungeeffekten, som betyder, at ledige fra de højere klasser søger job, som de er overkvalificerede til, siger Jørgen Goul Andersen og tilføjer, at det betyder, at der bliver færre job til arbejderklassen.
- Det går igen over hele linjen. Faglærte tager ufaglært arbejde, akademikere tager ikke-akademisk arbejde og så videre, siger han.
Men det er ikke kun fra oven, at arbejderklassen presses. Job-konkurrencen fra Syd- og Østeuropa er også taget til under krisen, forklarer professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
- Landene øst og syd for os er jo også hårdt ramt af krisen og har høj ledighed. Og fordi, vi er et højtlønsland, valfarter polske, tyske og baltiske lønmodtagere nordpå til det danske arbejdsmarked. Og det fortrænger jo den danske arbejdskraft, siger han.
Krisens hårde slag mod arbejderklassen kan også skyldes, at beskæftigelsen var ualmindelig høj i arbejderklassen før krisen, mener Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos.
- Under opsvinget i 00'erne havde mange arbejdsgivere svært ved at skaffe arbejdskraft, som matchede de krav, de stillede til produktiviteten. Og så tog man folk, hvis produktivitet ikke matchede lønnen. Nogle af dem bed sig fast i arbejdsmarkedet, men der var også mange, der røg ud igen, da krisen ramte. Det er jo klart, at det ofte er de mindst produktive medarbejdere, der ryger først, siger han.