Ingen havde nok regnet med, at en af tidens mest berømte skuespillerinder ville dukke frem på scenen under lørdagens Disney-præsentation i Anaheim, Californien.
Ikke desto gjorde skuespillerinden Angelina Jolie sin entré midt i seancen for at vise klip og snakke lidt om den kommende filmatisering af eventyrklassikeren Tornerose. Det skriver USA Today.
I filmen spiller 44-årige Jolie en væsentlig hovedrolle som heksen Maleficent, der også er filmatiseringens titel. Heksen bærer horn og drabelig makeup, og det var tilsyneladende nogle af de ting, skuespillerinden savnede allermest fra arbejdet med filmen.
- Folk med små børn kom på besøg på filmsettet, og jeg tænkte: "Jeg er en Disney-figur". Så jeg gik over til børnene, og de begyndte at skrige og løbe væk. Ét barn sagde endda: "Mor, vil du ikke nok bede den lede heks om at lade være med at tale til mig?" Jeg tror, vi ramte plet med makeuppen, sagde Jolie til de mange fans' store begejstring.
Med i filmen spiller også Angelina Jolies datter, Vivienne Jolie-Pitt. Hun var det eneste barn, der ikke græd ved synet af heksen, fortalte Jolie.
"Maleficent" er sat til at ramme biograferne i 2014.
Newspaq