Amerikanske mænd skal bryde sejrstørke i US Open

Sport
Western (Foto: Matthew Stockman/Ritzau Scanpix)

Det er 15 år siden, at en amerikansk herrespiller senest vandt US Open. Sejrstørken har aldrig været længere.

De mandlige amerikanske tennisspillere har gang i en historisk sejrstørke i grand slam-turneringen US Open.

I år er det 15 år siden, at en amerikansk herrespiller senest vandt mændenes singleturnering. Så lang tid er der aldrig tidligere gået.

Fra på mandag, når årets turnering begynder, er det op til spillere som John Isner (11 på verdensranglisten), Jack Sock (18), Sam Querrey (35) og stortalentet Francis Tiafoe (42) at bryde den kedelige amerikanske stime.

- Jeg har aldrig rigtig klaret mig så godt i US Open. Jeg har været solid, men ikke god. Det er en turnering, som ellers er skræddersyet til mig, siger servekanonen John Isner, der aldrig er nået længere end kvartfinalen i turneringen.

Siden den nu tennispensionerede Andy Roddicks sejr i 2003 har spillere som Roger Federer, Andy Murray, Novak Djokovic og Rafael Nadal været blandt vinderne i US Open.

Før kvartettens indtog på højeste niveau var det næsten utænkeligt, at en amerikaner ikke var i favoritfeltet til en turneringssejr.

Fra Arthur Ashes sejr i 1968 frem til 2003 havde turneringen 19 gange en amerikansk vinder. Jimmy Connors, John McEnroe, Pete Sampras og André Agassi opnåede alle flere sejre i grand slam-turneringen.

Den seneste amerikanske finaledeltager var Andy Roddick i 2006.

På kvindesiden er der ingen problemer med at få en amerikansk vinder.

Siden årtusindskiftet har Serena og Venus Williams sejret flittigt, mens turneringen sidste år fik Sloane Stephens som vinder i den rent amerikanske finale mod Madison Keys.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP