Af Rene Fredensborg og Anders Gylling Trier 

»You like fuck?«.
Taxien har knap nok forladt fortovskanten, før vi er omringet af syv sorte kvinder, der ikke just er ude på at sælge nigeriansk te. Den ene fanger min hånd og holder godt fast.
»Come on. You like fuck? Also ass. Your friend, too?,« siger hun uden at blinke.
Vi har fået bid på under 10 sekunder, men tør knap nok se hende i øjnene. Hun holder fast. Kaster med sit cornrow-flettede hår. Hun fniser. Alle fniser. Vi fniser også.
»Not tonight. We have to go. Sorry. Please,« får vi fremstammet og skynder os at dreje om hjørnet til Colbjørnsensgade. Lettere rystede over det massive frontalangreb klokken kun 22.43. Er det virkelig så let? Midt i Istedgade, midt på fortovet, midt i lyset. Og kostede et knald virkelig kun 300 kroner? Det samme som fire små fadøl på Maxim Bar ? gadens eksklusive natklub, der heller ikke lægger skjul på hensigterne med sin kulørte facadepolitik og lanterneoplyste striptease-plakater. Overfor ligger Kakadu Bar, der averterer med at være byens gentlemans-klub .
Godt nok har vi vores bedste business-blazer på i aftenens anledning, men vi føler os ikke just som garvede gogo-gentlemen. Vi er nærmere novicer i kunsten at optræde som usædelig, og opvarterne på Maxim Bar har da heller ingen problemer med at aflure, at det er par svært uerfarne gæster, de har lukket ind i varmen.

En størrelse, en pris

For 95 kroner i entré får vi i første omgang alt, hvad en såkaldt Pet Club kan trække af spejleffekt, diskokugler, glimmergardiner og blomstrede sofaarrangementer flankeret af Buddha-statuer i alle størrelser. Selv kravlenisser er der plads til. En mørklødet pige stripper på scenen.
Der er softpop i højttalerne, kælne fingre på den blanke gogo-stang og kun en g-streng tilbage at spille på. Det er tid til afløsning. En flok turister i det forreste sofaarrangement klapper. Vi klapper også. Og får serveret vores øl-bestilling med beskeden En størrelse, en pris .
Menukortet er på alle måder internationalt: Thailand, Brasilien, Afrika, Rusland, Polen, Sverige. Pigerne fås i alle tænkelige farver, og pludselig er vi omringet af fiskenet-bh er og leopard-trusser.
»Er det jeres første gang?« »Hvor er I fra?« »Hvad arbejder I med?«
De indstuderede spørgsmål suser hen over glasbordet (pyntet med buttede baller), og jo mere vi svarer, jo løsere sidder pigernes kærtegn. Vi bliver i den grad masseret i nakken, kælet på låret og nusset i håret. Jeg får endda en våd finger lige i øregangen, før jeg finder på at gå på toilet. Intimiteten er mest af alt grænseoverskridende, og det kræver mindst en omgang fadøl mere for overhovedet at se naturlig og afslappet ud.
Men efter fem minutters smalltalk, er seancen slut.

Go private

»You buy champagne,« lyder beskeden.
Pigerne vil have champagne for deres selskab. Den billigste flaske koster 900 kroner. Vi studerer kortet med både Dom Perignon, Belle Epoque og Cristal-champagnen (10.000 kroner) lidt for længe.
Den pige, der har puslet mig, foreslår, at vi går direkte på hotel og har good sex . 2.500 kroner er prisen, men den kan forhandles. For det beløb kan jeg frit vælge position og hul. Hun griner. Vi kan også go private , hvor jeg kan få en lapdance for 700 kroner. Jeg må så røre hendes bryster, og vi kan også godt tungekysse, hvis jeg insisterer. Private er i barens baglokale. Her er VIP-værelser med spabad, hvor man kan blive luksus-forkælet . Ren sex foregår altid andre steder. På hoteller eller hjemme hos kunderne, oplyser de.
Vi tager en øl mere. Pigerne går i baren og slænger sig på en stol. En kvinde iført islandsk striksweater står bag disken og sludrer med dem. Turisterne forlader klubben. Et dansk ægtepar kommer ind og indtager hjørnet. De ligner nogen, der lige så godt kunne sidde hjemme i provinsen og se Matador , mens de betragter en brasiliansk pige, der hygger sig med gogo-stangen.
Flere af champagnepigerne ser ud til at kede sig. De hænger på skift i de brede vindueskarme, lurer på gadelivet og lader bagdelen stritte, mens de flirtende banker på ruden for at tiltrække de forbipasserende. Tre norske forretningsmænd kommer ind, og vupti er der atter trængsel og løs latter i sofagruppen ved siden af os. Og pludselig er det en norsk nakke, der skal nusses. Jeg bliver nærmest jaloux.

Seksuel opsparing

»Man kan ikke se på folk om de har penge,« fortæller en pige os. Hun har valgt at blive hængende hos os, selv­- om vi endnu ikke har bestilt våde varer fra champagne-kortet.
»All girls like champagne,« gentager hun. Drikker de andet alkohol, bliver de for fulde, og de skal jo kunne klare flere kunder i løbet af en nat.
Hun er tidligere studerende. Sparer sammen til en højere uddannelse. Kan godt lide at have råd til eksotiske rejser og økologisk mad. Første gang, hun søgte jobbet, opgav hun i døren og gik hjem igen. Næste dag tog hun mod til sig. Nu arbejder hun på Maxim et par gange om ugen med det formål at sælge sex. Hun nægter at strippe. Hun er ikke meget for at udstille sig selv over for så mange, forklarer hun.
Vi spørger, hvor tit der er politi-razzia i klubben. Sjældent. Sidst var for to måneder siden, men der er heller ikke nogen illegale piger ansat, lyder forklaringen. Hvis man vil være champagnepige, skal man have opholdstilladelse. Sådan er det på de fleste respektable klubber, oplyser hun.
Endnu et stripshow ­oplyser scenen. De kommer med 10 minutters mellemrum.
»Bliver det til noget med den champagne?« griner pigen. Nej, vi bliver nødt til at gå. Oppe på hjørnet til Vesterbrogade er den gal igen. De sorte piger står klar til tilbudspris.
»You like fuck?«