Dino Mikanovic forlader superligaklubben AGF og skifter med øjeblikkelig virkning til den kasakhiske klub FC Kairat Almaty, der har købt forsvarsspilleren fri af aftalen i AGF.
Det skriver den aarhusianske klub på sin hjemmeside.
AGF's sportschef, Peter Christiansen kalder aftalen en god løsning for alle parter.
- Dinos kontrakt udløber som bekendt til sommer, og han har igennem længere tid ikke lagt skjul på, at han ønsker sig en ny udfordring i sin karriere.
- Så vi sælger ham derfor nu til FC Kairat Almaty. Dino får nye udfordringer - og en økonomisk meget lukrativ aftale, og vi får en tilfredsstillende kompensation, siger han til AGF's hjemmeside.
Mikanovic kom til AGF i 2015 og har spillet 106 kampe for klubben.
Peter Christiansen ønsker kroaten det bedste i fremtiden og sender roser med på vejen.
- Han har spillet stort set alle kampe de seneste sæsoner i AGF og har altid været garant for en dedikeret arbejdsindsats og en stor vilje til at vinde, siger han.
Samtidig med Mikanovic' afgang rykker AGF 18-årige Magnus Anbo Clausen op i superligatruppen.
/ritzau/