Det var ikke den store overraskelse, da Radio- og tv-nævnet i dag kunne offentliggøre, hvem der fra november skal tage konkurrencen op med DR i æteren over hele landet.
Vinderen blev Radio 24syv, som Berlingske Media og PeopleGroup skal lave sammen. Resultatet var nærmest givet på forhånd, da andre mulige bydere havde sagt fra på forhånd.
Den nye radiokanal vil ifølge vinderne have fokus på nyheder og give plads til uddybning og længere samtaler.
"Vi vil gerne lave radio for dem, der er for gamle til P3, for unge til P4 og for moderne til P1. Vi forventer at tage lyttere både fra P3, P4 og P1," siger Berlingskes koncerndirektør Lisbeth Knudsen til sin egen avis.
Hun og resten af folkene bag radioen får udover tilladelsen til at sende også cirka 100 millioner licenskroner til at drive den for.
Tidligere havde også JP-Politikens Hus, Information, Fynske Medier og Casper Christensens produktionsselskab vist interesse for at komme med deres bud, men trak sig.
Berlingske Media og PeopleGroup har nu knap syv måneder til forberedelser, inden Radio 24syv skal on air for første gang den 1. november i år.
Kilde: Berlingske