Fem ansatte på Socialdemokraternes partikontor på Frederiksberg er blevet isoleret, efter at en af dem havde åbnet et mystisk brev med pulver vedlagt. Det fortæller central vagtleder ved Københavns Politi, Søren Wiborg til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Lige nu er de isoleret, indtil vi har fundet ud af, hvad det er for noget pulver. Og når vi ved det, bliver de renset, og det bliver vurderet, om de skulle have nogle symptomer," siger han.
Området omkring sekretariatet er i øjeblikket afspærret, så beredskabsstyrelsens kemikalievagt kan komme frem og finde ud af, hvad det er for noget pulver. Alle frygter, at det er det skræmmende miltbrandspulver.
Men partisekretær Lars Midtiby forklarer til Newspaq, at de forholder sig roligt i forhold til hændelsen.
"Det er selvfølgelig en ubehagelig oplevelse, og der er jo en, der har åbnet brevet. Men alle medarbejdere har det godt og er ved godt mod," siger han.
Det er endnu uvist, hvor brevet kommer fra, da ingen har rørt ved brevet, siden det blev åbnet.
Grunden til den omfattende alarm er tidligere breve med hvidt pulver, som senere har vist sig at indeholde det livsfarlige stof miltbrand. Der har ikke været miltbrandbomber i Danmark, men i USA er de såkaldte pulverbreve sendt til højtstående embedsmænd.