Tre lyssky virksomhedsejere er blevet afsløret på grummeste vis.
De blev nemlig taget i at drive virksomhed, selvom de har fået forbud mod det af Skat.
"Vi bliver mødt med mange forskellige undskyldninger, når vi pludselig står og banker på døren til en virksomhed, " forklarer Skats Jesper Affeldt.
Og de mere eller mindre plausible forklaringer står i kø, når myndighederne sådan braser ind. Udtrykket at tale for sin syge moster når ny højder.
"En cafe-ejer var uforstående overfor, at virksomheden skulle være tvangsafmeldt, da hun efter sigende ikke havde modtaget nogen breve fra Skat. En anden virksomhedsindehaver påstod, at han havde skyndt sig at betale en huslejerestance, da han modtog en postmeddelelse om, at der lå et anbefalet brev til ham på posthuset," fortæller Jesper Affeldt, der er tovholder på sagen om de lyssky firmaer.
Skat København var i slutningen af maj 2010 på uanmeldt kontrolbesøg hos 20 personer, som har mistet retten til at drive virksomhed.
Kontrollen viste, at seks vitterlig havde lukket deres gescheft. De sidste 11 bliver nu undersøgt nærmere.
"Vi støder jævnligt på personer, som godt ved, at virksomheden er ulovlig, men som brænder for at drive deres virksomhed. Kendetegnet for dem er, at de skylder SKAT penge," slutter Jesper Affeldt.