Danskerne vil gerne betale for ligeløn

Danmark
Kvindedominerede fag er dårligere lønnet end tilsvarende mandedominerede fag. Men det vil danskerne gerne betale for at få udlignet. (Foto: Foto: Colourbox.com)
Lønnen i kvindedominerede fag i det offentlige er 20 procent mindre end i mandedominerede fag. Men nu lægger danskerne pres på politikerne.

Folketinget skal afsætte skattekroner til at sikre ligelønnen.

Det mener et flertal af danskerne ifølge en ny meningsmåling, som Analyse Danmark har foretaget for Dansk Sygeplejeråd.

45 procent af danskerne synes således, at politikerne på Christiansborg skal lave en pulje med penge til ligeløn - 23 procent mener omvendt, at det er en dårlig idé.

"Der er jo stor opbakning til, at der skal gøres noget ved ligelønsproblemet. Det må give anledning til, at politikerne på Christiansborg går i spidsen for at afsætte penge til en pulje," siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen til Nyhedsbureauet Newspaq.

Grethe Christensen repræsenterer 73.000 sygeplejersker, der sammen med faggrupper som f.eks. socialrådgivere og pædagoger har et lønefterslæb på op til 22 procent til mandedominerede fag med samme uddannelseslængde.

I forbindelse med offentliggørelsen af Lønkommissionens rapport for nylig blæste Dansk Sygeplejeråd og ti andre fagforbund til kamp for at sikre ligeløn via de fire overenskomster frem til år 2020.

Ingen ved dog, hvor meget det koster skatteyderne at sikre samme lønniveau mellem de typisk kvindedominerede omsorgsfag og de mandedominerede tekniske fag.

Men ifølge ligelønsforsker Karen Sjørup fra Roskilde Universitet (RUC) er det bestemt ikke gratis.

"I Norge har en ligelønskommission vurderet, at tre milliarder kroner kan rette op på de samme forskelle som i Danmark. Jeg vil tro, at det koster mindst tre milliarder kroner at få ligeløn i Danmark," siger hun til Newspaq.

Går man dybere ind i målingen fra Analyse Danmark, så kan man se, at 55 procent af rød bloks vælgere (S, SF, R og EL) mener, at der skal afsættes penge til ligeløn, og kun 13 procent her mener, det er en dårlig idé.

Ser man på blå bloks vælgere (V, K og DF) tegner der sig et andet billede. Her er der kun opbakning til en ligelønspulje fra 32 procent af vælgerne. Mens 33 procent mener, at det er en dårlig idé.

I sidste uge kom Lønkommissionen med sin redegørelse. Og her blev det slået fast, at traditionelle kvindefag med mellemlange videregående uddannelser fx sygeplejersker, ergoterapeuter og pædagoger har et markant lønefterslæb i forhold til traditionelle mandefag med mellemlange videregående uddannelser som eksempelvis diplomingeniører og bygningskonstruktører.

Regeringen har tidligere afvist at komme med en ekstra pulje med penge til ligeløn.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at det må være op til arbejdsmarkedets parter selv at skabe ligeløn.

Men i oppositionen er tonen noget anderledes. Ligestillingsordfører for SF, Pernille Vigsø Bagge, er klar til at give kvindefag med mellemlang videregående uddannelse et lønløft via en ekstra pulje med penge til ligeløn. Hun understreger, at det er en del af SF's og Socialdemokraternes fælles udspil 'Fair Løsning'.

"Vi må erkende, at hvis vi ikke kommer med en pose med penge, så er der ingen grund til at tro, at det aftalesystem, vi har i dag, kan løse de uligelønsproblemer, vi har," siger Pernille Vigsø Bagge og understreger, at sygeplejersker og pædagoger kan se frem til at få del i pengene, hvis SF kommer til magten efter næste folketingsvalg.

Pernille Vigsø Bagge vil ikke sætte et konkret beløb på, hvor mange penge, der eventuelt skal være i en ligelønspulje.

Nyheder

Nye ferieregler:

Du får færre penge

på kontoen