Denne historie er fra april 2015, men bliver i 2017 ofte delt på Facebook.
---- ---- ---- ----
Når Klavs Brammer ser på de liv, hans egne voksne børn, deres børn og småbørnsfamilier i det hele taget lever i dag, bliver han forstemt.
Han ser mennesker - også meget små mennesker - der lever liv, hvor ingen kan få luft, og hvor tiden ikke kan mærkes.
- Det går vanvittig stærkt i dag i forhold til dengang, synes jeg, og det er ikke i orden. Jeg mener, man skal lade være at få børn, hvis man ikke kan afsætte tid til at være hos dem. Det burde være forbudt først at hente sit barn klokken 16.30, siger Klavs Brammer.
Han er 73 år, stadig aktiv som familieretsadvokat og har haft en længere karriere som familiefar i forskellige generationer. Han har seks børn fra tre ægteskaber og to bonus-drenge. Hans ældste barn er 48 år, det yngste er 17.
Risiko for afstumpede mennesker
Klavs Brammer mener, at nutidens børnefamilier har indrettet sig på en måde, der risikerer at fremavle afstumpede mennesketyper. Børnene er alt for meget i institution, når de er helt små, og det risikerer at skade dem, mener han.
- Det er generaliserende, det er jeg klar over. Men der er altså fare for, at børnene bliver egocentriske individer af det her. De bliver mindre omsorgsfulde, får dårligere indlevelsesevne og bliver mindre solidariske overfor deres medmennesker.
Klavs Brammer blev far for første gang i 60’erne, da kvinderne smed karkludene og tordnede ud på arbejdsmarkedet. Mange brugte dog stadig meget tid i hjemmet op gennem 60’erne og 70’erne. I begyndelsen af 80’erne var hver femte lønmodtager på deltid, og det var især kvinder. En af dem var Klavs Brammers kone.
-Jeg var heldig, fordi min første kone havde deltidsarbejde som lærer, så hun kunne hente tidligt. Vi havde også en ung pige, der hjalp. Dengang kunne man få tilskud til ung pige i huset, fortæller Klavs Brammer.
Selvfølgelig kan man skrue ned
Hushjælp var der ikke noget af, da han fik sine yngste børn, som i dag er 17 og 19. Men Klavs Brammers kone sagde sit job op som lægesekretær og gik hjemme hos de to yngste og de to næstyngste i 5-6 år.
Herefter læste hun tysk og dansk på deltid og er nu gymnasielærer. Et bevis på at det sagtens kan lade sig gøre at skrue ned i en årrække og herefter bide sig fast på arbejdsmarkedet igen, mener Klavs Brammer.
Selv havde han sin advokatpraksis at passe, men familien skruede generelt ned for udgifter og arbejde for at få tid til børnene.
-Ingen af mine børn har gået i vuggestue. Aftalen var, at skulle vi have børn, skulle de også primært være sammen med os. Vi købte et mindre hus, solgte en bil og så videre, så jeg kunne arbejde mindre. Men i dag er der mange forældre, som ikke vil gå på kompromis. Det kan jeg jo se hos mine egne voksne børn, siger Klavs Brammer.
Mændene er nogle skvat
Det afgørende skred, der er sket de seneste 40 år er, at begge forældre ønsker en karriere samtidig med, at de får små børn. Man anerkender ikke længere, at opgaven med at føde børn, opdrage dem og give dem omsorg er tidskrævende.
Især mændene er nogle skvat, mener Klavs Brammer. De lader kvinderne stå med både fuldtidsarbejde ude og hjemme, siger han.
-Kvinderne er ilde stedt. For på en eller anden måde er det stadig dem, der overvejende skal tage sig af hjemmet. Det er ikke rimeligt, men den hænger på dem, og det er for dårligt af mændene.
Klavs Brammer peger på, at man i 80’erne havde det, man kaldte 4/7-dels stillinger, altså deltidsstillinger, som mange kvinder arbejdede i. Det betød, at kabalen gik op, i modsætning til i dag, siger han.
Satans, at jeg ikke var der noget mere
Men at skrue ned for arbejdet i perioder er underkendt som løsning, mener Klavs Brammer. Han kalder det “noget vrøvl,” at man skulle blive hægtet af, bare fordi man har taget sig af sine børn et par år.
- Herregud, sikke noget sludder. Selvfølgelig kan man det. Det kunne kvinderne for 30-40 år siden. Det kan man også i dag.
Noget må gøres anderledes, mener han. Og det er ikke fordi, han vil sende kvinderne hjem til kødgryderne. Det kan ligeså godt være mændene. Men nogle må være der. Og så skal man se det som en gave at få lov til det, siger han.
- Jeg synes, samfundet skal tilgodese de kvinder eller mænd, der vil være hjemme. Giv dem en ordentlig kompensation for det. Verden i dag er mere stresset. Tingene sker for hurtigt, og det bliver ikke gode liv, vi får. Det er synd, ikke mindst for børnene. De kvinder, jeg har talt med, som har været hjemme, de synes, det har været pragtfuldt. Dem, der ikke har, de siger: Satans, at jeg ikke var der noget mere.