66-årige Lone Møller sad forleden aften og talte med sin voksne søn, om dengang han var lille. Hun var alene med ham. Men det var ikke særlig hårdt. Faktisk husker hun det som en let, lys og problemfri tilværelse.
-Jeg arbejdede på deltid, og så boede jeg i nærheden af gode venner og familie, som hjalp mig. Det var helt afgørende. Jeg kunne gå på arbejde, selvom han var syg. Jeg husker det som et fuldstændig ubekymret liv, hvor jeg aldrig tænkte på, at noget kunne gå galt.
Børnene i gaden var "vores børn"
I dag ser Lone Møller noget helt andet. Hun er koordinator på Home Start, som er en social organisation, hvor frivillige hjælper trængte børnefamilier med at klare hverdagen. Lone Møller oplever, at den sammenhængskraft, der engang var omkring familien, er i opløsning.
LÆS OGSÅ: Ældre: Puha, godt man ikke er børnefamilie i dag
-Når vi tidligere talte om vores børn, så var det de børn, der var i gaden, i landsbyen eller nabolaget. Nu er vores børn KUN vores. Vi blander os ikke. Der er sket ting i samfundet, som gør, at vi ikke hjælper hinanden, som man gjorde engang. Man flytter mere. Bedsteforældrene er på arbejde, på golfbanen eller døde. Der er mindre netværk.
Alenemor og fuldstændig ubekymret
Lone Møller oplever også en anden tilgang til det at være forældre. En mindre naturlig og mere projektorienteret tilgang, der gør, at det kan blive en uoverstigelig opgave. Kulturen har ændret sig, og det lægger et kæmpe pres på forældre i dag, mener hun.
-Da min søn var lille, tænkte jeg aldrig over, at meget egentlig kan gå galt. Så derfor var jeg ubekymret, på trods af at jeg var alene. Der var heller intet pres, hverken fra mig selv eller udefra. I dag lever vi i et perfekthedssamfund, hvor intet må gå galt. I sårbare familier bliver det svært at leve op til kravene, og i andre familier bliver der født projektbørn, som udstyres med materielle ting. Men nærværet mangler, siger Lone Møller.
Skælder ud eller står med ryggen til
Som landskoordinator i Home Start, der lige nu har 1.000 familier på venteliste, får hun indblik i, hvordan tilværelsen er for mange børnefamilier.
Det er ikke småproblemer, de kommer med, siger Lone Møller og peger på, at en del er helt uden netværk og måske står alene med børnene.
Men hun ser samtidig, at mange familier er blevet fanget i et ræs, hvor de har mistet kernen i det at leve sammen. De rolige stunder er jaget ud, der er ikke tid til at dvæle og til at mærke hinanden.
LÆS OGSÅ: 73-årig: Det burde forbydes at hente børn 16.30
-Som en alenemor til tre børn sagde til mig: Når jeg kommer hjem, står jeg med ryggen til for at få lavet noget mad til os, og når jeg vender mig om, så skælder jeg ud.
Vil du have kvinderne hjem til kødgryderne?
Og hun er ikke den eneste. Det opskruede tempo er lidt af en epidemi, der har ramt familien i dag. Og især én ting har stor betydning for, at forældre hele tiden føler, de halser bagud:
- Vi har forladt hjemmet, men har ikke sørget for, at der er andre til at tage sig af det. Og det er altså en ganske betydelig ting, siger Lone Møller, der får skudt i skoene, at hun drømmer sig tilbage til 50’erne, hvor kvinderne passede hjemmet.
- Hver gang jeg siger det højt, så siger folk: Du vil vel ikke have kvinderne tilbage til kødgryderne? Nej egentlig ikke, men vi skal sgu da have noget mad. Hvem skal lave det?
Så hjælp dog hinanden
Det rungende tomme hjem, det høje tempo og det smuldrende fællesskab er gift for det gode familieliv.
Evnen og lysten til at hjælpe og tage fælles ansvar for et godt børneliv skal genrejses, mener Lone Møller.
-Vi har en stor skrøbelighed i vores nuværende samfund. Det hænger for løst sammen, når du træder uden for døren. Jeg kan give dig et frisk eksempel:
- En mor fortalte mig om et besøg i supermarkedet med sin søn. Hun talte udenlandsk. Sønnen var træt og svær at have med. Hun prøvede at dysse ham ned, men kunne ikke. Hun endte med at måtte lægge varerne tilbage og gå flov hjem med ti vrede blikke i nakken. I stedet for at nogen lige var trådt til og havde hjulpet hende ikke? Men det gjorde ingen.