Ritzau
Opdateret kl. 16:23
12.032 tyrkere har fra 9. til 19. juni afgivet deres stemme til søndagens tyrkiske præsidents- og parlamentsvalg på den tyrkiske ambassade i København.
Det skriver det dansk-tyrkiske medie Kuzey, der har tallene fra den tyrkiske ambassade.
Ifølge mediet er der omkring 32.000 stemmeberettigede tyrkere i Danmark, hvilket placerer stemmeprocenten på cirka 37 procent.
Det er dog uvist præcist hvor mange af dem, der har stemt, som bor i Danmark. Som tyrker i udlandet kan man nemlig stemme i flere lande.
Ifølge journalist ved Kuzey Sadi Tekelioglu er der derfor også kommet tyrkere fra det sydlige Sverige til Danmark, mens nogle tyrkere, der til daglig bor i Jylland, er taget til den tyske by Hamburg for at stemme.
Det skyldes, at man i Danmark kun har kunnet stemme på den tyrkiske ambassade i København.
Stemmerne fra Danmark blev torsdag fløjet til den tyrkiske hovedstad, Ankara, med et privatfly. Her vil de søndag blive optalt.
Ved sidste års folkeafstemning, hvor den tyrkiske befolkning skulle stemme om at give flere beføjelser til præsidentembedet, var der 11.363 tyrkere, der stemte i Danmark.
Valget til præsidentembedet og til parlamentet søndag er det første efter sidste års valg og en vigtig strømpil for Erdogans magt. Det påpeger forsker i tyrkiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier Jakob Lindgaard.
- Valget handler om en systemændring fra et parlamentarisk system til et præsidentsystem. Ændringen blev snævert stemt igennem og vil nu blive implementeret fuldt ud.
- Valget vil samtidig vise, om Erdogan kan bevare magten. De fleste meningsmålinger peger på, at han vil blive valgt som præsident, men han kan få sværere ved at få et flertal i parlamentet, siger Lindgaard.
/ritzau/