Møns Klint som tyskejet, udtjent kalkbrud, hoteller helt op på det nordligste Grenen og sommerhuse spredt ud i alle naturområder.
Det er nogle af skrækscenarierne, hvis ikke fremsynede politikere, foreninger og borgere i dag for præcis 100 år siden havde sørget for, at Danmark fik en naturfredningslov.
Den skulle dels beskytte naturen og dels sikre befolkningen den adgang til skov og strand, som mange i dag tager for givet.
- For 100 år siden og helt frem til 1970'erne var der ikke meget andet til at beskytte naturen. Siden kom der blandt andet en landzonelov, og områder blev reserveret til åbent land, byzone og sommerhusområder, siger Birgitte Bang Ingrisch.
Hun er fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening og med 22 års arbejde med fredningssager en af landets mest erfarne på området.
- Møns Klint er et godt eksempel på, hvordan en tidlig fredning af orkidéerne på stedet i 1932 var med til at bremse op for frit slag af kalkgravningen, hvor et tysk råstofkonsortium ellers dengang ønskede at købe klinten, siger hun.
Fredninger anses som det klart stærkeste instrument, når natur- og kulturområder skal beskyttes på langt sigt, fordi beskyttelsen er permanent.
Men fokus har ændret sig gennem tiden.
Hvor det i begyndelsen handlede mest om at beskytte det kuriøse og sjældne som rokkesten og landskaber, så rejses der i dag flere fredningssager med fokus på at redde biodiversiteten og sikre korridorer mellem isolerede naturområder.
- Selv om fem procent af det danske landskab i dag er fredet takket være fremsynede politikere for 100 år siden, så er vi stadig det land i Europa, der har mindst natur tilbage, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Elle Maria Bisschop-Larsen.
- Men loven har sikret, at de største naturperler og den natur, vi slet ikke kunne leve uden hverken som turister eller fastboende, er blevet beskyttet og langt mere natur er tilgængelig, siger hun.
/ritzau/