Wozniacki møder tidligere US Open-mester i første kamp

Sport
Caroline Wozniacki (Foto: John Minchillo/Ritzau Scanpix)

Caroline Wozniacki skal møde den tidligere US Open-mester Samantha Stosur i første runde.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki skal møde australieren Samantha Stosur i første runde i grand slam-turneringen US Open.

34-årige Samantha Stosur, som i øjeblikket er nummer 64 i verden, har tidligere vundet turneringen. Det skete i 2011.

Danskeren har blandede erfaringer fra de indbyrdes opgør mod den hårdtslående australier. Mod Samantha Stosur har Caroline Wozniacki vundet 7 ud af 12 opgør.

28-årige Caroline Wozniacki er seedet som nummer to og dermed spået en finaleplads i US Open.

På vejen til en eventuel finale kan Caroline Wozniacki blandt andre tørne sammen med tjekken Petra Kvitova, der er seedet som femmer. Det vil i givet fald ske i kvartfinalen.

Inden da står Caroline Wozniacki til i anden runde at møde enten ukraineren Lesia Tsurenko eller belgiske Alison Van Uytvanck.

Hvis spillerne lever op til seedningerne, bliver det Anett Kontaveit fra Estland, der skal møde Caroline Wozniacki i tredje runde.

Lodtrækningen magede det også således, at Serena Williams kan møde Venus Williams allerede i tredje runde.

To gange tidligere i karrieren er Wozniacki nået frem til US Open-finalen. Det gjorde verdenstoeren i både 2009 og 2014.

Optakten til US Open har dog været problematisk for Wozniacki, som har været plaget af skader i de seneste uger.

Det har resulteret i flere kampe, hvor danskeren har trukket sig eller tabt tidligt i nogle af opvarmningsturneringerne.

På grund af de forskellige skader har hun blot spillet én hel kamp i den amerikanske hardcourt-sæson.

Caroline Wozniacki vandt i januar sin første grand slam-titel, da hun triumferede ved Australian Open i Melbourne.

Hos herrerne blev der også trukket lod torsdag, og her var det mest interessante, at Roger Federer og Novak Djokovic kan tørne sammen allerede i kvartfinalen.

US Open går i gang på mandag.

/ritzau/