Voldsomt uvejr i Sydney koster en person livet og sårer to

AUSTRALIA-weather-flood (Foto: Saeed Khan/Ritzau Scanpix)

Onsdag er den vådeste novemberdag i Sydney siden 1984. Vicepolitikommissær har aldrig set lignende, siger han.

En person er død, og to politibetjente er såret, efter at den australske storby Sydney onsdag har fået en måneds regn på bare to timer.

Det oplyser politiet i delstaten New South Wales.

En person blev dræbt i en trafikulykke i Thornleigh i det nordvestlige Sydney.

I North Ryde blev to politibetjente såret, da et træ faldt ned over dem, mens de forsøgte at hjælpe bilister, som var fanget på en oversvømmet vej.

- Tag dig god tid, eller arbejd hjemmefra i dag - vi vil helst have få biler ude på vejene, siger vicepolitikommissær Michael Corboy ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Vi ønsker ikke flere tragedier i dag.

Sydney oplever onsdag sin vådeste novemberdag siden 1984. På blot 90 minutter faldt der således 91 millimeter regn. Det oplyser det meteorologiske institut Bureau of Meteorology (BOM) i en erklæring.

Onsdag eftermiddag lokal tid har BOM udsendt ti varsler om blandt andet tordenstorm og kraftig regn, ødelæggende vinde og hagl.

Mere regn og hagl er ifølge BOM ventet senere onsdag.

Næsten 130 indenlandske og internationale flyvninger er blevet aflyst i lufthavnen i Sydney i løbet af dagen, fordi lufthavnen har været nødt til at lukke to af sine landingsbaner.

Yderligere har den australske storby med godt fem millioner indbyggere oplevet oversvømmelser og et jordskred, ligesom at flere broer står under vand.

Beredskabstjenesten i New South Wales oplyser, at den onsdag har reddet 13 personer fra oversvømmelser.

Desuden står omkring 5000 boliger uden strøm.

BOM oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der nogle steder i byen er faldet mere end 106 millimeter regn inden for få timer.

- De vejrforhold, vi ser i dag, er nogle af de værste, jeg nogensinde har set. Vi appellerer til alle - både bilister og fodgængere - til at passe på, siger vicepolitikommissær Michael Corboy ifølge AFP.

/ritzau/