Det vestlige Midtjylland var søndag morgen plaget af en aggressiv og voldelig indbrudsbande.
Klokken 06.15 søndag vågnede en beboer på Nørreskovvej på Jegindø ved Thyholm ved, at der var nogle personer, der rumsterede i hans hus.
Han bevægede sig ned fra førstesalen og opdagede minimum tre indbrudstyve, der var i færd med at plyndre huset.
- Han forsøger så at blokere terrassedøren, så røverne ikke kan komme ud. Men de overfalder ham og stikker efterfølgende af, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Bent Sten Andersen.
Godt tre timer senere modtog politiet en indbrudsanmeldelse fra Jernbanegade i Thisted. Her havde en mand forsøgt at forhindre fire-fem unge i at bryde ind i et hus.
- Han får i stedet en på kassen og får besked om at forsvinde. De beder ham desuden holde sin kæft over for politiet, siger Bent Sten Andersen.
Indbrudsgrupper stak efterfølgende af i en mørk bil. Kort efter blev bilen dog spottet af en patruljevogn fra Midt- og Vestjyllands Politi, og de fem voldelige indbrudstyve blev anholdt.
Senere på dagen blev gruppen fremstillet i grundlovsforhør, hvilket resulterede i, at alle fem mænd blev varetægtsfængslet i fire uger sigtet for røveri.
/ritzau/