Som den første danske deltager er Hans-Kristian Vittinghus ude af VM i badminton.
Mandag aften tabte han ikke uventet til andenseedede Chou Tien Chen fra Taiwan i første runde i Basel. Chou Tien Chen vandt 21-15, 17-21, 21-17.
Danskeren ydede hård modstand, selv om han kom skidt fra start. I midten af tredje sæt lavede Vittinghus flere unødvendige fejl, og det blev afgørende.
- Det er det niveau, jeg har spillet på i år. Jeg spiller rigtig godt, men lige nøjagtig ikke godt nok til at slå de bedste.
- Jeg lavede mange fejl, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville få point af ham, fordi han er enormt stabil, siger Vittinghus til TV2 Sport.
Taiwaneren tog ikke let på opgaven mod den undertippede dansker. På bare seks minutter afgjorde Tien Chen Chou stort set første sæt, da han kom foran 11-3, inden Vittinghus fik mulighed for at få et par gode råd af landstræner Kenneth Jonassen.
Vittinghus kom meget bedre med efter den korte pause, og han nåede op på at reducere afstanden til et enkelt point ved 14-15.
Selv om sættet endte med at blive tabt, fandt danskeren ud af, at Tien Chen Chou kunne presses til at lave fejl.
Efter lidt startvanskeligheder i andet sæt lykkedes det for danskeren at sikre sin første føring i kampen, da han kom foran 8-7.
Vittinghus knyttede næven, da han kom foran 17-13 og var på vej mod et tredje sæt. Kort efter blev det officielt, da taiwaneren sendte fjerbolden i nettet på danskerens første sætbold.
I det afgørende tredje sæt fik danskeren en lovende start og førte igen med 8-7. Herefter fulgte en stribe unødvendige fejl, og Chou Tien Chen tiltvang sig et pointmæssigt overtag med 11-8 ved sidebyttet.
Vittinghus fik aldrig fuld kontakt igen, og til sidst vandt taiwaneren kampen, da danskeren slog bolden i nettet.
Trods Vittinghus' exit kan turneringen stadig ende med dansk succes i herresingle.
Jan Ø. Jørgensen og Anders Antonsen er begge kvalificeret til anden runde, da deres førsterundemodstandere måtte trække sig med skader.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.