Makværk lavet af fuskede klamphuggere, der bliver vist på tv, skræmmer ikke villaejerne, der stoler på, at håndværket bliver gjort ordentligt.
92 procent af 10.600 fra idényts villapanel svarer, at danske håndværkere er til at stole på, mens kun 7 procent er skeptiske.
Skruetrækkerens kæledægge er elektrikerne og tømrerne, der indtager første- og andenpladsen, som de mest pålidelige med tiltro fra henholdsvis 70 procent og 60 procent af de adspurgte.
I den modsatte ende ligger gulvlæggerne, der må tage til takke med, at kun 42 procent regner med, at de gør deres job ordentligt. I modsætning til topscorerne, så kræver det nemlig ikke nogen godkendelse at kalde sig gulvlægger, forklarer Michael H. Nielsen, der som direktør for Dansk Byggeri modtager klagerne fra forbrugerne.
"Det er nemt at starte som gulvlægger. Man kan købe en bulet Toyota Hiace, og så er man i gang. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man er professionel og god til at håndtere kunder og deres forventninger," siger han.
Der er kommet omkring 600 klager over dårligt håndværk både i 2010 og 2009. De fleste af dem, en sjettedel, er fra københavnerne, og det er da også her tiltroen i idényts måling er mindst.
"En forklaring kan være, at der er relativt mange unge, som er førstegangs huskøbere i de store byer, og de er måske knap så gode som indkøbere," siger Michael H. Nielsen
Langt de fleste klager kunne ifølge Michael H. Nielsen være undgået, hvis der var lavet en ordentlig aftale mellem husejer og håndværker. Rådet lyder derfor at få lavet en kontrakt på, hvad der skal laves, hvornår det skal være færdigt, og hvad det kommer til at koste, inden arbejdet begynder, hvis du vil undgå at havne i klagestakken.