For en aften smider hun cremerne og går til kamp mod kræft.
Den tidligere Vild med dans-vært Andrea Elisabeth Rudolph vender tilbage til sit gamle program.
Cremedronningen vender tilbage til programmet den 26. oktober. Her skal hun være vært for aftenens callcenter, der tager imod donationer til kampagnen Knæk Cancer. Det skriver Billed Bladet.
- Det bliver en luksusaften i Vild med dans, siger underholdningsdirektør i TV 2 Gitte Madsen til Billed Bladet.
Programmet kommer til at byde på fire ekstra store shows. De fire shows bliver kreeret af de fire dommere i Vild med dans; Anne Laxholm, Jens Werner, Britt Bendixen og Nikolaj Hübbe.
- Det kan være alt fra et show fra Den Kongelige Ballet, til hvad de kære dommere ellers har fundet på at underholde publikum og seere med. Men det bliver fire store, flotte shows, og det bliver en fantastisk aften på tre og en halv time, siger TV 2 direktøren.
En række kendisser vil også sidde klar ved telefonerne og tage imod donationer. Det er blandt andet Anne-Grethe Bjarup Riis, David Owe, Mia Lyhne, Hans Pilgaard og Rasmus Nøhr.