- Jeg kan jo se på næsten alle mine ældre kolleger, at når de passerer 58-59 år, er de slidt op. Så kæmper de sig igennem, mange af dem på smertestillende medicin, for at få røven med over den alder, man skal have for at få efterløn.
Henrik Jacobsen, 51-årig murersvend og ansat i et stort københavnsk murerfirma, hører til den halvdel af danske lønmodtagere, der er bange for ikke at kunne holde til arbejdet, til de kan trække sig tilbage på efterløn eller pension.
I en undersøgelse foretaget af Wilke for Avisen.dk siger 20 procent af et repræsentativt udsnit af danskere på arbejdsmarkedet, at de i høj grad gad er bekymret for, hvordan de sidste 10 år på arbejdsmarkedet skal gå. Yderligere 30 procent er lidt bekymret.
Støv, skidt og larm
Henrik Jacobsen er ikke i tvivl om, hvor bekymringen skal findes: Hos lønmodtagere med hårdt fysisk arbejde som hans eget.
- På en byggeplads er det tungt og belastende arbejde, og man går i støv, skidt og larm i al slags vejr. Det tærer på fysikken. Folk får ledskader, skulderskader, knæskader og rygskader, som de bare må æde i sig, siger mureren, der har været på arbejdsmarkedet, siden han blev arbejdsdreng som 16-årig.
Slidte knæ
Selv har Henrik Jacobsen foreløbig kun problemer med slitage i knæene. Men han frygter for, hvad der når at støde til, før han kan komme på den efterløn, han betaler til. For på grund af efterlønsreformen kan det først ske om 14 år, når han er fyldt 65. Det er mange år efter en murers udløbsdato, siger hans erfaring.
- Jeg kan godt forstå, at folk med mindre fysisk arbejde tænker, at de da godt kan blive et par ekstra år. Og måske har de oven i købet seniorordninger. Men sådan er det i hvert fald ikke i byggebranchen, slår han fast.
Klassekampen er genoplivet
Han føler, at efterlønsreformen har genoplivet klassekampen. I hvert fald udstiller den de forskellige interesser, der er på spil i forskellige samfundsgrupper, mener han.
- Vi hører til røven af samfundet, og nu får vi flere prygl. Middelklassen og akademikere har jo kunnet lægge langt mere fra til pension. Derfor kan de selv bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage, hvis det endelig skulle være. De kan jo bare trække på pensionen. Vi andre bliver nødt til at holde ud alene af økonomiske årsager.
Tempoet stiger
På trods af de dårlige knæ kan Henrik Jacobsen foreløbig sagtens arbejde for fuld kraft. Han håber også, at han fortsat kan hænge på - det skal han jo, som han siger. Men allerhelst ville han bruge sit fag, som han holder meget af, på en anden måde og i et andet tempo i sine sidste år på arbejdsmarkedet. Men det anser han for urealistisk.
- Tempoet er steget de senere år. Vi føler os voldsomt presset af østeuropæere, som står og banker på døren hele tiden. Så det er ikke sådan, at man kan gå og håbe på at finde en retrætepost, hvor det foregår stille og roligt. Vores del af arbejdsmarkedet er ikke indrettet på mennesker, som skal ned i en anden kadence. Jeg holder meget af mit fag, og jeg er også dygtig. Så jeg mener ellers, det var oplagt at bruge mig i et job, hvor man udnyttede min know-how, mener han.
Vi dør før tid
Ekstra urimelig mener han, at den forhøjede tilbagetrækningsalder er, fordi den er begrundet med, at vi lever længere.
- Det er os med hårdt fysisk arbejde, som betaler prisen for den højere tilbagetrækningsalder. Men samtidig nyder vi kun i begrænset omfang godt af den længere levetid. Alle tal viser, at vi dør før tid, påpeger Henrik Jacobsen, som føler, at han mere eller mindre har skullet vinke farvel til et planlagt otium med sin fire år ældre kone.