Venezuelas borgere skal fremover kunne være sikre på, at butikkerne ikke løber tør for dagligvarer såsom toiletpapir.
Den venezuelanske stat overtager derfor midlertidigt en fabrik, der blandt andet producerer papiret, som landet på pinlig vis pludselig havde en kæmpe mangel på i foråret.
Også mælk og andre varer slap op i det sydamerikanske land, og derfor mente kritikere af præsident Nicolas Maduro, at regeringens socialistiske system med rigid prissætning og valutakontrol havde fejlet totalt.
De benyttede samtidig lejligheden til at gøre grin med regeringen på sociale medier.
Det statslige agentur Sundecop, der står for at håndhæve prissætningen i landet, siger i en meddelelse, at det vil overtage en af landets papirfabrikker i 15 dage. Samtidig skal soldater fra den national garde sørge for sikkerheden på stedet.
Staten har et ansvar for at sørge for et konstant udbud af basale varer for folket, lyder begrundelsen for overtagelsen fra Sundecop, der også noterer, at der er sket brud på folkets rettighed til at få adgang til produkterne.
Tilhængere af Maduro, der tog over efter afdøde Hugo Chávez, jubler over regeringens strenge kontrol af private virksomheder. De beskylder skruppelløse forretningsmænd, der hamstrede varer for at tjene hurtige penge, for at stå bag manglen.
Kritikere påpeger til gengæld, at mange virksomheder ikke er i stand til at importere råmaterialer og maskineri på grund af, at de ikke kan få fat på hård valuta i landet som følge af valutakontrollen.
Venezuelas nationalforsamling stemte tidligere på året for at importere omkring 39 millioner ruller toiletpapir for at komme befolkningens efterspørgsel til undsætning.
/ritzau/Reuters