Alle våben sættes ind for at få styr på situationen ved atomkraftværket Fukushima i Japan her torsdag.
Store vandkanoner og flere helikoptere smider store vandmængder på de to løbske reaktorer 3 og 4 torsdag, skriver det japanske nyhedsbureau Kyodo.
Samtidig kan der bogstaveligt talt være lys forude for den usikre situation med det ødelagte atomkraftværk.
Der er nemlig chance for, at det vil blive muligt at få genoprettet strømforbindelsen til værket, så nedkølingen kan begynde.
Det vil være et stort fremskridt, siger programleder Bent Lauritzen fra Afdelingen for Strålingsforskning ved Risø, DTU.
"Det allervigtigste lige nu er at få kølet de bassiner ned til brugt brændsel, som er omkring reaktor 3 og 4. Derfor skal vandkanoner bringes i stilling og så skal man have strømforsyningen etableret," forklarer forskeren og henviser til det, som japanerne netop nu er i gang med.
Det skal ifølge Bent Lauritzen sikre tilstrækkelig køling af de brugte brændsler, hvilket vil reducere den radioaktive stråling.
Det er netop strålingen, som både japanere og resten af verden frygter - ikke mindst med Tjernobyl-katastrofen på nethinden.
Eftersom udviklingen i Japan det seneste døgn ikke er blevet bedre i forhold til strålerisikoen har Udenrigsministeriet også skærpet sin rejseanbefaling.
"Sikkerhedssituationen omkring Fukushima kraftværket I (Daiichi) er bekymrende og vurderes at ville kunne give anledning til et meget stort udslip af radioaktive stoffer. Situationen er karakteriseret af stor usikkerhed", lyder det fra ministeriet, der nu fraråder alle rejser til Japan.