USA's ældste højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, er død fredag lokal tid efter længere tids kræftsygdom. Ginsburg blev 87 år. Det oplyser højesteretten i en meddelelse.
Højesteretten skriver i meddelelsen, at Ginsburg er død af komplikationer i forbindelse med en kræftsygdom i bugspytkirtlen. Hun døde i sit hjem i Washington D.C. omgivet af venner og familie.
Store dele af USA har længe holdt øje med den 87-årige højesteretsdommers helbred.
Hun var en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der består af ni dommere. Hendes dødsfald betyder, at præsident Donald Trump muligvis får en chance for at udpege endnu en kandidat til domstolen. Han har allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch.
Sker det, kan Donald Trump sende USA's højesteret i en mere konservativ retning i mange år fremover, da højesteretsdommere bliver udnævnt for livet.
Fakta om USA's højesteret
* Højesteret kan underkende lovgivning fra Kongressen og enkeltstaterne, hvis den vurderer, at lovgivningen strider mod den amerikanske forfatning.
* Landets øverste domstol behandler ankesager og sager af principiel karakter. Den er sidste ankeinstans vedrørende den amerikanske forfatning.
* Højesteretsdommere spiller en stor rolle i at forme amerikansk politik inden for emner som abort, LGBT-rettigheder, religionsfrihed, dødsstraf, og hvor meget magt præsidenten skal have.
* Domstolen blev oprettet, da USA fik sin forfatning i 1787.
* Den amerikanske højesteret består af ni dommere. De udpeges for livstid af præsidenten med godkendelse af Senatet.
* Godkendelsen af højesteretsdommer Brett Kavanaugh i 2018 sikrede et konservativt flertal i den magtfulde højesteret.
* Ginsburgs dødsfald betyder, at præsident Donald Trump muligvis får en chance for at udpege endnu en dommer og dermed sende domstolen i en endnu mere konservativ retning.
/ritzau/Reuters