Mandskabet i en amerikansk militærhelikopter kom til at begå lidt af en brøler, da det tabte en raketattrap over et område i det centrale Texas. Flere hjem måtte evakueres, lyder det fra myndighederne.
Ingen kom noget til, men beboere i byen Killeen siger til politiet, at de så et objekt falde ned på en mark fra en AH-64 kamphelikopter onsdag dansk tid.
- Politiet i Killeen fandt frem til objektet, der var spiddet ned i jordens overflade, lyder det i en udtalelse fra militærets Fort Hood-base, der ligger nær Killeen.
Lokale medier rapporterer, at omkring 100 hjem måtte evakueres.
Et bomberydderhold fandt en inaktiv M36-raket, som er en attrap af en Hellfireraket, der bliver brugt til træningsformål.
- M36 er et inaktivt træningsredskab uden sprænghoved eller fremdriftssystem, og det er designet til at kunne simulere affyringen af en Hellfireraket uden faktisk at fyre den af, skriver basen i udtalelsen.
Raketattrappen vejer det samme som en rigtig Hellfireraket, nemlig 45 kilo, og den måler 163 centimeter.
Militæret er nu i færd med at undersøge, hvordan uheldet kunne ske.
AFP