En 15-årig dreng fra ottende klasse er blevet skudt og dræbt af en politimand på en skole i Brownsville i USA.
Ifølge ABC News havde drengen smuglet en pistol med ind på sin skole, Cummings Middle School, i byen Brownsville
Det blev opdaget af nogen på skolen, som klokken 8 amerikansk tid tilkaldte ordensmagten, hvorefter skolen øjeblikkeligt blev lukket ned.
"Den mistænkte blev adskillige gange beordret til at smide pistolen," har politichef Orlando Rodriguez efterfølgende forklaret, skriver San Antonio Express-News.
"Han pegede våbnet på betjenten, og derfor affyrede andre betjente mindst to gange skud mod den mistænkte," forklarer politichefen ifølge avisen.
Den studerende er blevet identificeret som 15-årige Jaime Gonzalez. Angiveligt havde han taget pistolen med efter ballade med en anden elev.
Efterfølgende er det kommet frem, at pistolen var en luftpistol, men ifølge politiet lignede den et ægte våben.
Kilde: San Antonio Express-News