En 42-årig mand tog natten til lørdag en omvendt springtur, da han hoppede over hegnet til arresten hos Sydøstjyllands Politi i Vejle.
Ifølge politiet var manden på tyvetogt og havde mistet orienteringen i sin brandert.
Det skriver TV Syd.
Normalt prøver tyveknægte at komme ud fra arresten på det, som man kalder en springtur.
Men omkring klokken 03 forsøgte en meget beruset 42-årig mand sig med en springtur den anden vej, da han hoppede over hegnet til arresten i Vejle, der ligger bygget sammen med politistationen.
- Det er en spøjs sag. Manden havde forinden stjålet nogle ting fra en havetraktor i nærheden. I nattens mulm og mørke må han have mistet orienteringen.
- Pludselig hørte personalet i arresten støj udefra, og de fandt den 42-årige mand ligge hjælpeløs på jorden indenfor hegnet, siger vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi til TV Syd.
Den 42-årige var så beruset, at han blev lagt i detentionen. Når han vågner lørdag, venter der ham en bøde, fortæller vagtchefen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.