Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
Jeg husker stadig den dag, jeg kom og besøgte den ældre dame, der netop var kommet hjem fra hospitalet. For sådan var det. Ved udskrivelse kom en sygeplejerske forbi.
Jeg havde selv kontaktet lægen med henblik på, at hun skulle indlægges. Hun plejede at møde mig i døren med håret i fine bølger og smykker sirligt om halsen.
Nu sad hun i stolen medet fjernt udtryk i blikket, håret hængende og badekåben halvt åben. Hun kunne ikke rejse sig uden at falde. Jeg kiggede hendes medicinliste igennem og kunne se, at der var sket store ændringer. Samme dag som hun blev udskrevet. 85 år. Alene.
Den dag i dag kan jeg stadig mærke blandingen af raseri og sorg. Raseri over at hun var blevet udskrevet efter under 1 døgn. Sorg over at mit sundhedsvæsen ikke passede bedre på hende.
Det summerer meget godt op, hvad jeg efter nogle år i hjemmesygeplejen har oplevet: Der er ikke mange, der får lov at ligge for længe på sygehuset.
Vi lukkede med stor ansvarsfølelse de små sygehuse, mens vi sagde til hinanden, at de ældre medicinske patienter da skulle have de samme specialiserede tilbud som alle de andre. Så nedlagde vi sengepladser, imens på de store sygehuse. Undervejs opstod der problemer, for hvad med alle de ældre medicinske patienter? Så oprettede man kommunale akuttilbud uden læger tilknyttet. Så man gik fra få små sygehuse med læger til 98 mindre tilbud uden læger.
Ideen er, at det lægelige ansvar skulle ligge hos de praktiserende læger, men dem er der blevet færre af og nogle steder så få, at der faktisk ikke kan komme nye patienter til.
De færre senge på de store sygehuse betyder, at der altid er overbelægning, ja det er en kronisk tilstand, og at man altid er på jagt efter dem, der kan udskrives først. Derfor ender den ældre dame på 85 år med at befinde sig under 1 døgn på en stor og travl akutmodtagelse, hvor der ændres fundamentalt i hendes medicin, og uden at hun er i stand til at redegøre for, hvorfor og hvordan. Tempoet på sygehusene er nået et fuldstændigt vanvittigt niveau. Vi har europa-rekord i korte liggetider på hospitalerne. Der er sparet og nedlagt og lagt sammen på hospitalerne over de seneste mange år, og nu siger vi så, at de ikke gør det godt nok. Quelle surprise.
Med specialiseringen fulgte også det problem, at specialerne er havnet på forskellige hospitaler: øjenafdelingen på et hospital, mavetarm på et andet og hjerteafdeling på et tredje. Og at man deraf kommer til at fokusere meget på det speciale, man selv varetager. Når man specialiserer, så vinder man på kvalitet, men man taber i forhold til at tænke på det hele menneske, hvis man ikke gør sig meget umage. Presset og tempoet gør det jo ikke bedre. Det bør ikke komme som en overraskelse, at specialisering kommer til at kræve et større langt større koordinering, som både tager tid og ressourcer.
Når statsministeren siger, at det, der ikke er svært, skal være nært, så oplever jeg det som om han faktisk har glemt, at han netop selv var med til at nedlægge alle nær-hospitalerne for at højne kvaliteten.
Jeg har meget lidt tiltro til, at dette ikke blot betyder, at endnu færre ældre får lov at få til at få et tiltrængt ophold på hospitalet.
Nogle af mine kolleger forlader i disse år sundhedsvæsnet på grund af tempoet og presset. Fordi vi skal tænke som en pølsefabrik og ikke på det, som patienten har behov for. Hver syvende nyuddannede sygeplejerske har været sygemeldt med stress. Der mangler sundhedspersonale, og vi mangler at kunne se os selv i vores arbejde: de værdier om omsorg og tryghed, som for manges vedkommende var det, vi blev sundhedsprofessionelle for at levere.
I stedet for at tale om struktur og unødvendige indlæggelser, så mangler jeg en statsminister, der anerkender, at når der kommer flere opgaver, så kræver det også flere ressourcer, for ellers går det ud over alle dem, vi taler om: patienterne.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.