Niddal El-Jabri er stiftende direktør for interesseorganisationen Mino Danmark og sidder bl.a. med i rådgivningsgrupper for Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og uddannelsesminister Merete Riisager. Niddal er optaget af, at Danmarks ”børn” af indvandrere har de bedste forudsætninger for at udleve deres fulde potentiale som borgere i Danmark.
Rasmus Karkov har lavet en strålende beretning om 8 minoritetsdrenge fra Taastrupgaard, der med ét meningsløst og groft overfald ødelagde deres fremtid.
En vild artikel, måske den første af sin slags, hvor en journalist bruger flere måneder på at komme til bunds i alle de mekanismer, der har spillet ind, for at en gruppe på 8 unge drenge kunne få sig selv, til at gennemtæve to mænd.
Drengene er en blanding af unge, der er kommet til Danmark som små. Unge, der er født i Danmark af forældre, der er indvandret og sågar en af dem, der er født i Danmark af forældre, der er født i Danmark, men de har ikke fået søgt om statsborgerskab. Nu er han udvist af landet.
Berat er den yngste, kun 16-år. Han står på s-togs stationen og kissemisser med en pige, i det 2 fyre går forbi dem. Derfra går det hurtigt. Der bliver udvekslet ord, og Berat ringer efter sine 7 venner, som han har festet med hele natten.
Det er en grundig artikel, der hele tiden udfordrer dogmet mellem at deres venner kalder dem for gode drenge, og den voldshandling de har begået. Der kommer mange detaljer frem, om hvor svært det er at være en ung minoritets-etnisk dreng i et særligt socialt belastet boligområde.
Banderne, der ligger et massivt pres på de unge drenge, for at de skal melde sig ind. Hvis de ikke bliver en del af banden, bliver de udskammet, hånet, forfulgte. Unge drenge der gerne vil leve et frit liv, med kærester, fester og alkohol. Et liv som ikke møder opbakning fra deres forældre.
I kølvandet på mordet af Nedim Yasar kan denne artikel være en "gamechanger". Med lidt held bliver vi optaget af at hjælpe de minoritets-etniske unge drenge.
Artiklen vidner om, at disse drenge også undergår social kontrol, deres konsekvens heraf er bare selvdestruktion. Inddirekte ofre ift. pigerne, der er direkte ofre. Det kræver et andet system eller beredskab for at samfundet kan hjælpe dem.
Det er bare for at sige, samfundet har gjort nogle vigtige og positive tiltag ift. at hjælpe minoritets-etniske piger ud af social kontrol. Vi kan vinde meget på at skabe den samme positive interesse for at hjælpe de unge drenge.
Når jeg læser artiklen, står det soleklart for mig, at vi skal sætte fokus på mandeidealerne. Den udøvede sociale kontrol, ghettokoderne, den manglende anerkendelse, den manglende oplevede ligeværd, og deres selvforståelse af hvilken fremtid de kan opnå i Danmark.
Hvis denne gruppe af unge mænd skal komme helskindet igennem deres ungdom som en del af samfundet, kræver det fokus og handling.
Der ER i dag, en progressiv bevægelse blandt de minoritets-etniske unge - også blandt dem med rod i muslimske familier. De 8 drenge har kærester, og de fester med alkohol.
Men de lever deres liv i skjul, over for deres forældre. De bliver til gadens børn, når forældrene ikke påtager sig ansvaret ved at være helt tæt på. Når de skal være unge voksne, der træffer egne valg. Det sænker farten på den progressive udvikling, og ofret er ikke det værd.
Den største forskel på minoritets-etniske unge og majoritets-etniske unge (ingen generaliseringer uden undtagelser naturligvis), er at majoritets-etniske unge ved, deres forældre støtter dem, når de har mest brug for det. Uagtet hvilke valg de træffer.
For minoritets-etniske unge er ungdomslivet en lang tilværelse, hvor man er bange for sine egne forældre, hvis de finder ud af, hvordan man vælger at leve sit liv uden for hjemmets fire vægge.
Som minoritets-familier vinder vi ikke noget på at videreføre mellemøstlige normer omkring fællesskaber, alkohol og kærlighed. I den kontekst er det nødvendigt, at vi tager Danmark helt til os - accepterer friheden, der er givet til de unge.
For "vores børn" søger med rette allerede den frihed - men uden forældrenes tilstedeværelse, rådgivning og støtte bliver det til "frihed uden ansvar", i stedet for "frihed under ansvar".
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.