Staten Iowa bliver den første i USA, hvor demokratiske vælgere til februar kan være med til at afgøre, hvilken af kandidaterne de ønsker som landets præsident.
En meningsmåling fra CNN og avisen Des Moines Register i Iowa, viser, at den 37-årige Pete Buttigieg stormer frem og fører stort over sine ældre demokratiske modstandere.
Han er ikke særlig kendt på nationalt plan. De færreste kan udtale hans navn. Men han har investeret mange kræfter og penge på at opbygge en stor kampagnestab i den midtvestlige landbrugsstat.
25 % af stemmerne
I målingen fører han stort over de nærmeste kandidater: Elizabeth Warren, Bernie Sanders og Joe Biden.
I målingen får den 37-årige borgmester fra South Bend i staten Indiana 25 procent af stemmerne. Det er et gevaldigt hop på 16 procentpoint siden den seneste måling i september.
Senator Elizabeth Warren går tilbage fra 22 til 16 procent, mens Sanders og Biden i målingen ligger side om side med 15 procent.
Der er stort fokus på Iowa i år med præsidentvalg. Det er den første stat i USA, hvor vælgerne får mulighed for at pege på den bedst egnede præsidentkandidat. Det sker 3. februar ved såkaldte caucus - forsamlingshusvalg.
En god start i Iowa kan være at vigtigt afsæt på vejen mod Det Hvide Hus.
Det første regulære valg finder sted godt en uge senere - 11. februar - i delstaten New Hampshire. Det er et såkaldt primærvalg, som holdes i næsten alle amerikanske stater i løbet af foråret.
Valget foregår med stemmesedler i stemmebokse. Kandidaten med flest stemmer sikrer sig et antal delegerede. De delegerede kan ved et partikonvent i august næste år være med til at afgøre, hvem der skal være partiets præsidentkandidat ved valget 3. november næste år.
Præsident Donald Trump er i realiteten republikanernes eneste kandidat, så her bliver ingen kampvalg.
/ritzau/