Under vejr med Klaus Rifbjerg

Portræt: I morgen fylder Klaus Rifbjerg 75 år. Det imponerende er ikke, at han har skrevet så mange ord, men at det meget ofte har været de helt rigtige

Det er 50 år siden, at Rifbjerg debuterede med en lille tynd digtsamling, "Under vejr med mig selv". På første side beskrives digterens undfangelse, og derefter følger hans livshistorie gengivet i et sprudlende sprog. Rifbjerg præsenterede sig straks som en på én gang klassisk dannet, original og humoristisk forfatter med en stor forkærlighed for det personlige.
Men man kan blive i tvivl: Er Rifbjerg forfatter, eller er han "Store Klaus" - et næsten skræmmende begreb og centrum i dansk kulturliv?

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Rifbjerg er både og. Han er forfatter og digter - og en af landets største. Hans produktivitet er velkendt, og der er et godt stykke over 100 bøger med hans navn på ryggen. Smiler man lidt skævt ved tanken om hans mange bøger, skal man huske, hvor forskellige de er. Selvom man kun læser bøger af mærket "Rifbjerg", vil man få et dybdegående og alsidigt kendskab til de seneste 50 års danske litteratur. Han har skrevet lyrik, romaner, noveller, filmmanuskripter, revytekster, journalistik, anmeldelser, læserbreve og kronikker.

Teksterne har vekslet mellem, og ofte forenet, det eksperimenterende og det umiddelbart tilgængelige. Det pjattede, det indsigtsfulde og det ubønhørligt tragiske. Det underspillede og de suveræne, altseende beskrivelser. Antydninger og rene sjofelheder. Åbne kort og dybe hemmeligheder. Hans stil er selvsikker, men samtidig fuld af ømhed og aldrig opstyltet.
Enhver genre og form er afprøvet, og resultatet er hver gang det samme: Rifbjerg mestrer det til overlegenhed. Ofte er det i lyrikken, han har afprøvet et nyt sprog, en ny tone, men i prosaen han efterfølgende stilistisk har udviklet og perfektioneret dette nye.

KR står nok for Klaus Rifbjerg, men står også for kulturradikal og konge-række. Rifbjerg har nemlig sin plads ved siden af Georg Brandes og Poul Henningsen. Han er elsket og hadet, som de var det. Fælles for de tre er deres uomgængelighed, deres altfavnende talent og deres egen bevidsthed om dette. De kunne alt, vidste alt og sagde alt. Det provokerer. Især fordi der er noget luksuriøst over deres position. De har taget alt det gode fra det bedre borgerskab, men udskiftet småligheden med frisind, bekymringerne med optimisme.

De har ikke bare frataget bourgeoisiet dets selvbestaltede monopol på dannelse, men har selv været med til at revurdere og omskabe den gode smag.
Derfor er de blevet kaldt vulgære, platte og udanske, men eftertiden har givet dem sejren og pladsen på parnasset. De har elsket traditionen, men har forenet den med den livsnødvendige fornyelse. Dansk litteratur, kunst, sprog og kultur i bred forstand skylder de kulturradikale konger meget.

Rifbjerg kan man lige så lidt som Brandes og PH få ned med nakken. Tværtimod næres de alle ved debatten, ved polemikken, ved hetzen, og dét er måske det allermest stødende for deres fjender. Rifbjerg har altid virket til at være i godt humør, til at nyde livet, og det er naturligvis forbandet misundelsesværdigt. Han har en lethed, der gør, at han insisterer på sin ret til både at ville gøre verden bedre og drikke god rødvin med sine venner. Dette står forunderligt nok for mange mennesker som et paradoks. Rifbjergs holdninger kræver for dem en nærmest asketisk livsstil tilsat en god del weltschmerz.

Rifbjergs økonomiske succes har derfor været en torn i øjet på mange. Ikke mindst da han modtog Kunstfondens støtte i 1964. Ethvert barn ved dog, at KR ikke betyder kroner, men kraftige røvspark. De er givet og taget af Rifbjerg i et omfang, så manden på denne konto kunne trække sig tilbage og leve fedt af renters rente. Det var kun os andre, der i så tilfælde ville blive fattigere.

Det bliver ikke mere dansk end Rifbjerg. Han er en af de forfattere, flest danskere har læst en bog af. I hvor mange hjem står ikke "Den kroniske uskyld", "Anna (jeg) Anna" eller "Operaelskeren"? Man kan ikke bruge ordet folkelig om ham, han er ikke bredt elsket, men han er der, overalt og hele tiden. Han er en fællesnævner, og både som forfatter og personlighed leverer han udfordrende underholdning på et niveau, der er et særsyn i Kongeriget.
Hvad skal man sige om manden, der kan alt? Måske er det mest præcise bare at citere et af hans egne digte fra "Fædrelandssange" - om forfatterens møde med en langelandsk landsby. Digtet hedder som byen "Rifbjerg" og lyder: "Rifbjerg!"

Lauge Larsen er cand.mag. i dansk og filosofi og er daglig redaktør af litteratursiden www.litteraturnu.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.