Når turister skal ind i Danmark, skal der bookes minimum seks overnatninger på for eksempel et hotel eller en campingplads. Men meget tyder på, at nogle turister har fundet en nem måde at omgå reglerne. Det fortæller flere hoteller, TV2 ØST har været i kontakt med.
I løbet af den seneste uge har flere hoteller oplevet en stor stigning i antallet af bookinger, der hurtigt bliver annulleret igen. I nogle tilfælde er aflysningen sket få minutter efter, at turisterne har fået bookingbekræftelsen.
- Jeg vil sige, at inden for denne her uge, der har jeg siddet med 20 udenlandske bookinger, det er sket med, siger Jenni Olsen, der er daglig leder på Hotel Stege Nor på Møn.
Flere gange er Jenni Olsen endda blevet spurgt om, hun ville tjene ekstra penge på at lave en falsk bekræftelse.
- Jeg er blevet tilbudt drikkepenge for det, men det vil jeg ikke. Der er jo en grund til, vi har de her regler, siger hun til TV2 ØST.
10 tilfælde på en uge
På Hotel Præstekilde, der også ligger på Møn, kan de to indehavere Torben og Karen Haurum også bekræfte en stigning i antallet af hurtige aflysninger inden for den sidste uge.
- De booker typisk på Expedia eller Booking.com, og så afbestiller de med det samme. Typisk samme dag. Bookingerne er ofte på de seks overnatninger fra mandag til lørdag. Vi vurderer, vi har haft 10 tilfælde i sidste uge, fortæller de to indehavere af det lille hotel.
Samme billede tegner sig på Hotel Falster i Nykøbing Falster. Her har medindehaveren sågar oplevet, at turister helt åbent efterspurgte en falsk bookingbekræftelse.
- Vi haft en enkelt, der har ringet og holdt nede ved færgen, og som ikke kunne komme ind, og så spørger han, om han kan booke, men han vil altså rejse videre efter én dag. Han var i det mindste ærlig om det, men vi sagde pænt nej tak, siger Peter Hansen.
Hotellernes brancheorganisation Horesta har endnu ikke kunne se et system i de aflyste bookinger, men bekræfter, at de kender til tilfælde.
I regeringen understreger justitsminister Nick Hækkerup, at reglerne om seks sammenhængende overnatninger er sat i verden for at bremse coronasmitten. Ved at sikre, at udlændinge bliver i mindst seks nætter, er håbet, at Danmark vil få et begrænset antal turister, som er her i mange dage - i modsætning til at have mange turister i få dage. Hvis reglerne bliver omgået, skal der kigges på det, fastslår ministeren.
- Det er klart, at hvis vi opdager et område, hvor der bliver snydt voldsomt med det, så kigger vi det efter og kommer efter med kontrol, siger Nick Hækkerup (S).
Ministeren afviser samtidig ikke at skærpe reglerne, for eksempel ved at kræve, at der skal være faldet betaling for de seks overnatninger.