Det ærgrer udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at INF-våbenaftalen er faldet til jorden, og han håber, at der kan komme en ny våbenaftale, hvor også Kina er med.
Det siger han, efter at USA fredag officielt har trukket sig fra den historiske INF-våbenaftale fra 1987.
- Vi skal prøve at finde nye veje for at skabe nedrustning og skabe nye traktater, siger Jeppe Kofod og tilføjer:
- Denne aftale var mellem Rusland og USA og handlede om Europa. Men verden har udviklet sig meget siden 1987, hvor denne aftale blev indgået.
- Derfor kunne det være interessant, hvis man kunne lave en tilsvarende aftale, hvor man også tog Kina med, fordi det er en af de bekymringer, som både Rusland og USA har haft, at Kina ikke er bundet af samme INF-traktat.
Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, har også understreget, at der er brug for en ny våbenaftale, og at Kina skal være en del af den. Han siger dog også, at kineserne ikke virker interesserede.
- Den kinesiske regering er usædvanligt tilbageholdende, og derfor bliver vi nødt til at fortsætte med at bringe emnet op, siger han til radiostationen DLF.
Nato har fredag understreget, at Rusland "i dag fortsat overtræder INF-traktaten", og det er alene Ruslands skyld, at aftalen er smuldret, lyder det.
Jeppe Kofod mener, at aftalens fald afspejler en mere usikker verden.
- Hvor aftaler og traktater, som skulle forhindre udvikling og spredning af atomvåben ikke bliver overholdt. Det er rigtig ærgerligt. Det skaber større utryghed og risiko for nye våbenkapløb og ny spredning, siger ministeren.
INF-aftalen blev i 1987 indgået mellem USA og Sovjetunionen, der på det tidspunkt var ledet af henholdsvis Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov.
Aftalen forbød enhver opstilling af missiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5000 kilometer. Desuden fik de to lande lov til at holde øje med hinanden, for at sikre at aftalen ikke blev brudt.
Det er især russiske missiler af typen SCC-8, som har været årsag til amerikanernes utilfredshed. De mener, de falder inden for forbuddet i INF-aftalen. Det har Rusland dog nægtet.
/ritzau/