Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, advarer om, at massedrabene og grusomhederne under Holocaust aldrig må blive glemt.
I et indlæg i ugeavisen Welt am Sonntag skriver han, at de sidste overlevende er ved at falde bort, og at unge tyskere har meget lidt direkte forbindelse til fortiden under Anden Verdenskrig. Han siger, at de har "alarmerende" ringe viden om, hvad der skete i deres land.
Maas advarer om, at "populister" fremmer "nationalisme" i Europa, og at "højreekstreme provokatører" forsøger at nedtone Holocaust.
- Vi må aldrig glemme. Vi skal aldrig blive ligegyldige. Vi må kæmpe for vort liberale demokrati, skriver han på dagen, som er en international mindedag for jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig.
Maas skriver, at det er nødvendigt med nye metoder og nye former for indlæring, så historien kan blive nyttig for nutiden.
Det er FN's medlemslande, som har gjort 27. januar til Holocaust-mindedag, fordi Auschwitz blev befriet af sovjetiske styrker på denne dato for 75 år siden - i 1945.
Det var i 2005, at FN's Generalforsamling valgte, at dagen skal være en international mindedag.
Over seks millioner europæiske jøder, romaer og andre blev dræbt under Holocaust.
En af de ceremonier, der fandt sted på dagen, var i nærheden af gaskamrene i Auschwitz, hvor tidligere KZ-fanger deltog.
En ny meningsmåling bragt i den britiske avis The Guardian viste i weekenden, at en ud af 20 voksne briter mener, at Holocaust ikke fandt sted, mens 12 procent mener, at omfanget af folkedrabet bliver overdrevet.
Organisationen Holocaust Memorial Day Trust, som har foretaget målingen, kalder tallene "chokerende".
Næsten halvdelen af deltagerne i meningsmålingen sagde, at de ikke vidste, hvor mange jøder der blev dræbt af nazisterne.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa