En tyrkisk domstol idømte fredag tre fremtrædende journalister livsvarigt fængsel for at have forbindelser til den gruppe, som har fået skylden for et militært kupforsøg i 2016.
Dommen har skabt fornyet bekymring og protester mod undertrykkelse af ytringsfrihed og demokrati i det tyrkiske samfund under præsident Recep Tayyip Erdogan.
Veteranjournalisterne og forfatterne Nazli Ilicak og brødrene Mehmet og Ahmet Altan blev dømt for at have haft påståede kontakter til den forbudte gruppe omkring prædikanten Fethullah Gülen, skriver det statslige nyhedsbureau Anadolu.
Lignende straffe blev givet til tre andre mistænkte.
Fethullah Gülen er Erdogans ærkefjende, som har opbygget et betydeligt netværk i Tyrkiet gennem medier, uddannelse og bankointeresser. Men han kom alvorligt på kant med myndighederne i 2013.
Gülen afviser beskyldningerne om, at han skulle have stået bag kupforsøget.
Dommene til de seks journalister kom samtidig med, at den tyske statsborger og journalist Deniz Yücel, der har siddet fængslet i Tyrkiet, er blevet løsladt.
Han har siddet varetægtsfængslet siden februar 2017.
Deniz Yücel er Tyrkiet-korrespondent for Die Welt og har siddet varetægtsfængslet mistænkt for at sprede propaganda for en terrororganisation og for at opfordre til vold.
Han har nægtet alle anklager.
Løsladelsen er bekræftet af det tyske udenrigsministerium.
Den er sket efter et møde mellem den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, og den tyske forbundskansler Angela Merkel.
Til trods for løsladelsen er sagen mod Deniz Yücel dog ikke droppet.
Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu har den tyrkiske domstol accepteret en tiltale mod Yücel. Han skal derfor senere for retten, hvor tyrkiske anklagere går efter en fængselsstraf på op til 18 år.
Siden juli 2016 har der været erklæret undtagelsestilstand i Tyrkiet efter det mislykkede kup.
- Dette er en sort dag for pressefrihed og retfærdighed i Tyrkiet, siger Gauri van Gulik, som er Europa-direktør for Amnesty International.
/ritzau/AFP