Hvis man skal søge job, er det ikke ligefrem en fordel at være kendt som 'Dumme Pernille' i landsdækkende tv.
Det har Pernille Nygaard måttet sande, efter hun er vendt tilbage til den glansløse hverdag efter 'Paradise Hotel'.
Den lyshårede nordjyde fortæller i DR3-programmen 'Selvoptaget', hvordan hun har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og ikke kan finde et almindeligt job, fordi arbejdsgivere har set hende dumme sig på tv.
"Jeg har søgt job rigtig mange steder på nettet, men fordi jeg har været med i Paradise, er der ikke nogen, der stoler på, at jeg kan finde ud af et job. De tror ikke, jeg er klog nok," siger Pernille Nygaard i DR3-programmet.
I udsendelsen kommer det blandt andet frem, at den unge mor knap har råd til mad, at hun i sin hjemby Frederikshavn er blevet lagt for had, og at der eksisterer hadegrupper mod hende på nettet.
Pernille Nygaard blev i sin tid kendt som dum blondine, fordi hun begik nogle gevaldige bommerter på tv. Blandt andet kaldte hun nordmænd for 'norskere', og påstod, at rom og whiskey var det samme.
Meget af det skyldes dog den rolle, hun blev castet i, mener reality-kendissen selv.
I programmet hører man også, hvordan hendes agent bliver sur over, at hun forsøger at bryde ud af rollen som 'Dumme-Pernille'. Han mener, der er hendes varemærke, og at hun derfor skal blive ved med at spille dum.