Politisk ordfører Sophie Løhde (V) skal ikke i hjemmekarantæne på grund af mistanke om coronavirus.
Det oplyser Venstre.
Sophie Løhdes kæreste, Ole Palmå, der er administrerende direktør i fodboldklubben Brøndby, er blevet sat i hjemmekarantæne, fordi der er mistanke om, at han kan være blevet smittet. Men den smitterisiko omfatter ikke Sophie Løhde.
Ole Palmå var søndag i kontakt med ekslandsholdsspilleren i fodbold Thomas Kahlenberg, som efterfølgende er blevet konstateret smittet med coronavirus.
- Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget en konkret vurdering af mig, og jeg er ikke sat i hjemmekarantæne, da jeg ikke er i risiko for at være blevet smittet af Ole Palmå, der i øvrigt ikke er konstateret smittet, men sat i hjemmekarantæne ud fra et forsigtighedsprincip, siger Sophie Løhde.
- Sundhedsmyndighederne har endvidere oplyst mig, at heller ingen personer, som jeg har mødt de sidste dage, er i risiko på grund af mig, og det er jeg naturligvis glad for, da jeg ikke ønsker, at nogen skal blive nervøse, siger Sophie Løhde.
Venstre-politikeren, der i øjeblikket er med til at forhandle den meget omtalte udligningsreform for Danmarks 98 kommuner, har været i kontakt med Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.
Han har ligeledes bekræftet hende i, at hun ikke er i risikozonen, selv om hendes kæreste er blevet sat i karantæne.
- Ingen af de personer, som Ole har mødt og været i kontakt med de sidste par dage, er sat i hjemmekarantæne af Styrelsen for Patientsikkerhed. Og det er jeg heller ikke.
- Jeg vil naturligvis savne Ole rigtig meget de næste uger, hvor han vil opholde sig alene i et sommerhus, hvor han følger myndighedernes anvisninger til punkt og prikke.
- Sundhedsmyndighederne har over for mig oplyst, at jeg kan passe mit arbejde helt normalt, og det vil jeg selvfølgelig gøre, siger Sophie Løhde.
/ritzau/