Tony Bennett's familie har fortalt onlinemediet AARP, at han lider af Alzheimers og har gjort det siden han var 90 år.
De afslører ligeledes, at det længe ventede album med Lady Gaga, en opfølger af det Grammyvindende album fra 2014, udkommer i år, men på grund af hans tilstand, så vil der ikke blive nogle interviews eller pr-tur i den anledning. Det er derfor, familien nu går ud og fortæller om Tony Bennets sygdom.
Selv efter at den gamle crooner blev diagnosticeret, tog han på turné og optrådte i 90-minutter lange koncerter. Senest i marts sidste år. Familien fortæller også, at han kunne gå rundt backstage og være helt konfus. Men i samme sekund han trådte ind på scenen, så var han den gamle Tony Bennett og gav fejlfri koncerter.
Hans personlige læge opfordrede ham ligefrem til det, da disse koncerter var med til at holde sygdommen i ave.
Selv om han i hverdagen kan blive forvirret over, hvor han er og hvem han er, så kan han stadig genkende sin familie, og han synger hver dag, når han går rundt derhjemme.
Hans nuværende kone, Susan Crow, udtaler, at han desværre ikke mere er den gamle Tony - kun når han synger.
Om Tony Bennett
Anthony Dominick Benedetto blev født 3. august 1926. Han er både sanger og kunstmaler, men man kender ham bedst som det første.
Han er født og opvokset i staten New York i en italiensk-amerikansk familie og sang allerede som teenager i diverse små klubber. Efter 2. Verdenskrig, som han deltog i, fik han undervisning i at synge og perfektionere sit talent, og i 1951 udkom hans første nummer 1-album "Because of You".
Han sang jazzede popsange hele sit liv, og selv om karrieren tog et dyk i 1970-80'erne, så fik han et stort comeback på sine ældre dage og sang duetter med mange store stjerner. Han var også en fast bestanddel af musikscenen i Las Vegas.
Tony Bennett har været gift tre gange og har fire børn.