To kvinder er blevet dræbt, og et barn er blevet alvorligt såret under et skyderi på et universitetsområde i Texas.
Det oplyser de lokale myndigheder sent mandag aften dansk tid.
Det sårede barn, en dreng på omkring to år, er i stabil tilstand ifølge meldingen fra det lokale hospital.
Det fortæller politikommissær Bryan Vaugh på et pressemøde uden at give yderligere oplysninger om hverken kvinderne eller barnet.
Skyderiet er sket på campus omkring Texas A&M University, der ligger cirka 105 kilometer nordvest fra Dallas.
De tre skudofre blev fundet af politiet, som havde modtaget en anmeldelse om et skyderi fra en studerende på campus.
Universitetet offentliggjorde tidligere en pressemeddelelse, hvor det blev oplyst, at politiet var i færd med at efterforske et skyderi mod tre ofre på universitetets område.
Der er endnu ingen meldinger om gerningsmanden.
Hændelsen er den seneste i en lang række skudepisoder på amerikanske universiteter og skoler i de seneste år.
De mange voldelige hændelser har skabt stor debat om, hvorvidt USA bør indføre strammere våbenkontrol.
I oktober blev to personer dræbt og flere andre såret ved en halloween-fest nær campus på det samme universitet i Texas, hvor der mandag er blevet skudt igen.
Mange af de 750 gæster ved halloween-festen var studerende på universitetet, oplyste myndighederne dengang.
Efter mandagens skyderi er debatten brudt ud igen på universitetet i Texas.
- Min søn er i sikkerhed i dag, men jeg er træt af dette nonsens på campus, skriver Yolanda Temple, der er forælder til en studerende på universitetet, på Facebook.
Studerende og ansatte på universitetet fik mandag kortvarigt besked på at søge i sikkerhed. Men de har efterfølgende fået besked om, at faren er drevet over. Undervisningen blev dog aflyst resten af dagen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters