Der er et eller andet med kvindelige tennisspillere og deres fædre, og de stærke bånd er tilsyneladende svære at bryde.
Den franske tennisspiller Marion Bartoli har efter blot to måneder under fremmed rådgivning valgt at give sin far, Walter Bartoli, comeback som træner.
De to havde arbejdet sammen i 20 år, før de - sportsligt - gik hver til sit i februar.
- Jeg kan bekræfte, at Marion og jeg igen arbejder sammen om træningen, siger Walter Bartoli til den franske sportsavis L'Equipe.
Den franske tenniskvinde, som ligger nummer 14 på verdensranglisten, havde i den korte periode fået rådgivning af den tidligere Wimbledon-vinder Jana Novotna og Iwona Kuczynska.
Bartoli følger således Caroline Wozniackis eksempel. Danskeren har flere gange forsøgt sig med andre trænere, men hun er hver gang vendt tilbage til et samarbejde med sin far, Piotr Wozniacki, som også i øjeblikket bestrider jobbet som træner.
Wozniacki har arbejdet med blandt andre Ricardo Sanchez, Thomas Johansson og Sven Groenevald.
/ritzau/