Leila Stockmarr, der har været et fremtrædende medlem af Alternativet, har meldt sig ud af partiet.
Det skriver hun på Twitter, efter at partiets hovedbestyrelse lørdag aften har meddelt, at den bakker op om Josephine Fock som politisk leder for Alternativet.
- Jeg er ikke længere medlem af Alternativet. Svær og smertefuld beslutning. Å (Alternativets listebogstav, red.) har haft stor betydning for dansk politik og klimakampen.
- Et aftryk, jeg har været så uendeligt stolt af at være med til at sætte, skriver hun.
- Nu glæder jeg mig til at kanalisere energi og passion gennem nye kanaler, tilføjer hun.
Leila Stockmarr var indtil for nylig medlem af hovedbestyrelsen, som hun også var talsperson for.
Hun valgte at trække sig, efter at Josephine Fock blev valgt som partiets nye politiske leder 1. februar. Det blev Fock, efter at stifter Uffe Elbæk havde valgt at stoppe.
Dengang sagde Leila Stockmarr:
- Jeg er stadig glødende Å-medlem og tror helt og holdent på behovet for et alternativ i dansk politisk.
I stedet ville Leila Stockmarr give plads til en, som "bedre kan se sig i det nye kapitel", lød det.
Leila Stockmarr har haft en fremtrædende rolle i partiet. Fra 2015 til 2017 var hun rådgiver i Alternativet. Og fra januar 2018 til september 2018 var hun ansat som politisk chef i partiet.
Der har været megen intern uro omkring Josephine Focks rolle som ny leder.
Senest blussede kritikken op, da Information for uger tilbage bragte en artikel, hvor flere anonyme kilder beskyldte Fock for at have overfuset og rusket i tidligere ansatte i partiet.
Ifølge kilderne skulle det være sket, mens Josephine Fock var folketingsmedlem for Alternativet fra 2015 til 2018. Hun var selv med til at stifte partiet i 2013.
I dag sidder Fock ikke i Folketinget, og der er potentielt 3,5 år til næste folketingsvalg, hvor hun vil søge opstilling.
/ritzau/